Solen er så rød mor… En børnesang fra min barndom, jeg ved ikke om børn stadig synger den i skolerne, eller om de synger i det hele taget 😀
Der er et par vers, ca. midtvejs i sangen, der går sådan her:
Himlen er så stor, mor,
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor, mor,
på stjernen i det blå?
Tror du, der er drenge, mor,
der kigger ned til mig?
Og tror du, de har senge, mor,
og sover li’som jeg?
Jeg husker bagsædet af folkevognen, kigge op på stjerne, og spørge, fuldstændigt som i sangen. Tror du der er andre børn oppe på stjerne som kigger ned på os lige nu?
Min mor svarede, som det mest naturlige i verden at det var der skam. Hvad skal man ellers svare en 7-8 årig (som iøvrigt drev alle til vandvid med sine mange spørgsmål) 😀
Det vækkede dog en interesse for universet som aldrig har forladt mig, i folkeskolen skrev jeg, og min bedste ven i skolen, en opgave om solsystemet. Vi berørte nok også galaksen Mælkevejen, som vi jo er en del af. Men dengang (i begyndelsen af 1970’erne) der var vores univers stadig ret begrænset. Når man tænker over det.
Jeg husker da jeg første gang læste et videnskabeligt værk om universet. Der stod at der var ca. 100 milliarder stjerner i Mælkevejen, og at der var 100 tusindvis af galaxer som Mælkevejen, i universet.
Solen var, ifølge denne bog, en gennemsnits stjerne. En såkaldt gul dværg. En af dem der var flest af i Mælkevejen.
Nåmen – i 1990 sendte den amerikanske rumfærge Hubble teleskopet i omløb. Opkaldt efter Edwin Hubble, manden der om nogen gav os det nuværende univers. Før hans opdagelser var universet bogstaveligt blot Mælkevejen.
Vi var, familien her, på tur og Bell spurgte fra bagsædet. Tror du at der er børn på de andre stjerner far? Og nu er verden jo blevet lidt mere indviklet, jeg har læst lidt flere bøger 😀 Så svaret var ikke helt så enkelt. Jo, som min mor svarede jeg, ja, jeg tror der er liv på planeter omkring nogen af stjernerne. Der er planeter rundt om andre stjerner som ikke har liv. Og der findes uden tvivl stjerner som ikke har planeter. Uanset dette dog har vist sig at være i sjældne tilfælde.
Siden midten af 1970’erne er universet vokset betydeligt, det samme er både vores solsystem men også Mælkevejen. Astronomer regner således med at der er mellem 200 og 400 milliarder stjerner i Mælkevejen. Man har fundet over 5,000 planeter der kredser om andre stjerner. Man regner med at der er minimum 2 billioner galaxer, med gennemsnitligt lige så mange stjerner som i Mælkevejen. Vores nærmeste større nabo er Andromeda galaxen, den har beregnet 1 billion stjerner alene. Den nærmeste galaxe er en miniature på blot et par milliarder stjerner, med en overrepræsentation af røde kæmpestjerner iøvrigt, men det bliver en anden blog.
Gennemsnitsstjernen i Mælkevejen er ikke længere en gul dværg (som solen altså er) men derimod den røde dværg. Det er ministjerner der brænder uhyrligt langsomt ved meget lave temperaturer. Hvor solens overflade temperatur er omkring 5,600 Kelvin der er overfladetemperaturen på en rød dværg typisk omkring 2-3,000 Kelvin. Og hvor solen er brændt ud efter 10-11 milliarder år, der kan en rød dværg brænde i billioner af år.
Derfor har NASA studeret en del af de nærmeste røde dværge, for om der kunne være tegn på liv. Den nærmeste røde dværg til os, som tilfældigvis også er den nærmeste stjerne til Solen, Proxima Centauri har mindst 2 planeter, den ene tilsyneladende på størrelse med Neptun og sikkert en gasplanet. Den anden tilsyneladende en såkaldt “rocky” planet, lidt større end Jorden, den har navnet Proxima Centauri b.
Proxima Centauri b befinder sig, såvidt man kan beregne, i den såkaldt beboelige zone. Det er et område tæt nok på stjernen til at vand ikke fryser til is, og langt nok fra stjernen til at vand ikke fordamper væk. Planeten bruger blot 11.2 jorddage på sit omløb. Det KAN betyde at planeten befinder sig i en bunden rotation (som Månen gør med Jorden) og derfor altid vender samme side mod Proxima Centauri. Det er teoretiseret at hvis planeten har en atmosfære, så kan denne distribuere varme til bagsiden af Proxima Centauri b. Jeg vil komme nærmere ind på muligt liv, samt muligt besøg til Proxima Centauri b i fremtiden, i fremtidige blogs. Hvor jeg også vil komme ind på forskellige teorier omkring liv andre steder i universet.
Så svaret til Bell blev, som i min barndom på bagsædet af folkevognen. Ja, jeg tror der er liv på andre planeter. Jeg fortalte hende at der er flere stjerner i det synlige univers end der er sandkorn på Jorden. Og at de fleste stjerner har planeter omkring sig, ligesom Solen har.
Nu er James Webb teleskopet endeligt blevet sendt ud mod Lagrange-punkt 2, det bliver den næste blogs indhold. Jeg har tro på, og håb om at det teleskop vil udvidde vores horizont mere end samtlige opdagelser gennem de sidste 50 år.
Billedet af Mælkevejen er sponseret af Wayne Speedy fra Pexels. Billedet af James Webb teleskopet er sponsoreret af iStock.