Videnskaben har besluttet at det er det der skal til for at liv kan opstå. Flydende vand. Jorden har vist at det er tilfældet med carbon baseret liv, men der er spekulationer om at liv kan opstå som silicium baseret liv. Men indtil videre kender vi kun liv på Jorden.
Vi har James Webb teleskopet nu som kan søge efter livstegn i atmosfæren på planeter der kredser om andre stjerner. Der har været spektra fra andre solsystemers planeter. Men selve planeterne har ofte være det videnskaben bategner som “Hot Jupiter” gigantiske gasplaneter, meget tæt på deres stjerne (derfor “Hot”).
Men i disse spektra har man kunne måle vandmolekyler…
Men det er dog ikke nok, det er blot en parameter. Vi skal gerne se CO2 f.eks. Eller frie Ilt atomer. Og det har der ikke været endnu (i offentliggjorte resultater).
Men lad os nu antage at det findes, lad os antage at der indenfor en overskuelig rækkevidde (omkring 100 lysår) findes planeter som kan sætte hak ved alle de parametre vi lige nu anser som nødvendige for at liv kan opstå. Hvorfor har vi så ikke hørt fra dem endnu?
100 lysår er altså den afstand elektromagnetisk energi (herunder lys) tilbagelægger på et år, og det er gigantiske afstande. Der er ca. 60,000 stjerner i den “bobbel” på 100 Lysår. Og der er ikke nogen grund til at tro at der ikke er planeter rundt om langt de fleste.
Men, hvad ved vi om jordens oprindelse og udvikling indtil nu? Vi ved at solsystemet opstod for mellem 4.5 0g 4.6 milliarder år siden. Solen blev skabt ud af en roterende sky af gas, som trak sig sammen, og dens indre kollapsede under tyngdekraftens påvirkning. Derved startede en fission mellem Brint atomer og varme blev afgivet som biprodukt.
Den resterende masse af roterende gassky begyndte at klumpe sammen, først skabtes Jupiter som, hvis blot lidt større, kunne have været en stjerne. Den består primært af Brint og Helium. Dengang var den tæt på Solen. Rimeligvis samtidigt skabtes Saturn (den med ringene), som også består mest af Brint og Helium. Resten af skyen bestod af tungere elementer.
Neptun og Uranus er sikkert skabt omkring hvor de stadig befinder sig. De består hovedsageligt af en lille tung kerne og en atmosfære af is, vand, amoniak og metan.
Astrofysikere regner med at der i det tidlige solsystem var ca. 20 tunge planeter. Under påvirkning af Jupiter og Saturn – som søgte ud af i solsystemet. Tumlede disse planeter rundt og stødte mod hinanden, ødelagde hinanden og i dette virvar var altså også den unge Jord.
Jorden var en smeltedigel af varm lava, konstant bombarderet af store stenstykker (meteorer) og tidlige kometer. Da, for ca. 4.4 milliarder år siden en planet på størrelse med Mars, kom tumlende ind i Jordens bane og rammer Jorden. Theia (som videnskaben har døbt planeten) går totalt i opløsning, men Jorden har tyngde nok til at holde sammen, men spilder dog en mængde af jordskorpen ud i rummet. Dette materiale samler sig (ret hurtigt) og bliver til vores Måne.
Dette er vigtigt for livets udvikling på Jorden. Månen skaber tidevandsbølger. Efter Jorden køler ned (omkring 100,000,000 år) spyer vulkaner gasser og lave ud. En af de fremherskende teorier er at vand er kommet til Jorden, dels gennem iskometer men især fanget i carbon rige asteorider, der i det tidlige solsystem kolliderer med Jorden.
Dette er også vigtigt, for livets opståen. De ældste klipper vi kan undersøge på Jorden viser at vand kan være bundet i klipper. Vi ved gennem spektroskopi af gasskyer i Mælkevejen at de indeholder alle muligheder for at skabe vand.
Så, nu har vi en “rocky” planet, som har en måne (der kan skabe tidevand, eller hjælpe med det). Vi har en Sol, der giver varme, og massere af vand. Så kan livet begynde. Det gjorde det så. Startende ud som encellede organismer – bakterier.
Bakterierne levede i det forholdsvist lave vand nær kysterne, men vovede sig ikke op på land, da der ikke var ilt, i den tidlige atmosfære, af betydning. Og det var varmt og tørt. Så bakterierne ville dø ud hvis de strandede på land. Der er lidt delte meninger om hvornår disse bakterier dukker op. Men mellem 4 – 3.5 milliarder år siden.
Der går omkring 1 – 1.5 milliarder år, hvor disse encellede organismer har Jorden for sig selv. Så dukker cyanobakterier op. For omkring 2.5 milliarder år siden. Nogen af dem kan danne ilt, og så er de multicellulære. Atså det vi kalder kompleks liv. Men jo ikke dem der opfandt månelandingerne 😉
Der går yderligere 1 milliard år inden de første tegn på planter og svampe dukker op. Og herfra begynder livet så småt at indtage landjorden. De første mosser og svampe bebor kystlinierne hvor vand stadig rammer ind ved flod. Nogen rejser op af flodlejer og bebor bredderne der.
Sådan går der ca. 400 millioner år inden dyr opstår. Det er meget primitive arter, men oprindelsen til alt dyreliv vi ser idag, og som nogensinde har levet, incl. dinosaurer.
Så vi har brugt sådan ca. 580 milllioner år til at udvikle os fra svampe til mennesker der udsender radiosignaler og raketter. Det er mindre end 150 år siden mennesket sendte det første radiosignal ud i æteren. Og givet vores bobbel med radius 100 lysår, så skulle de altså have kunne opfanges hele vejen rundt (med meget stærke modtagere, da det første radiosignal ikke var særligt kraftigt). Einstein har slået fast ata intet kan bevæge sig hurtigere end lysets hastighed, gennem det tomme rum. Så, hvis signalet er opfanget 100 lysår fra Jorden, og de væsner (med den meget store radiomodtager) er taget afsted for at finde os, så er de kun halvvejs endnu.
On it, everyone you ever heard of… The aggregate of all our joys and sufferings, thousands of confident religions, ideologies and economic doctrines, every hunter and forager, every hero and coward, every creator and destroyer of civilizations, every king and peasant, every young couple in love, every hopeful child, every mother and father, every inventor and explorer, every teacher of morals, every corrupt politician, every superstar, every supreme leader, every saint and sinner in the history of our species, lived there on a mote of dust, suspended in a sunbeam. …
Think of the rivers of blood spilled by all those generals and emperors so that in glory and triumph they could become the momentary masters of a fraction of a dot. Carl Sagan, Cornell lecture in 1994
Jeg tror på at der er liv, mange steder i Mælkevejen, og jeg tror på at der er liv mange steder i universet. Men se igen på Jordens historie – i mindst 3 milliarder år var “vi” Jordens indbyggere slim på en lavvandet kystlinie. Jeg tror på at møder vi liv i Mælkevejen, så er det mest sandsynligt at det er i form af bakterier, måske multicellede. Men jeg ser det som overvejende sandsynligt at mennesket er alene i Mælkevejen. Om at vide at vi er her, og til at stille spørgsmålet “Er der liv andre steder”.
Problemet er at vi, som art er fuld gang med at ødelægge vores grundlag. Og de hypotetiske aliens som kommer fra 100 lysår væk. Risikerer at komme til en afsvedet og ødelagt planet. Hvor vi enten har gjort det umuligt at leve, eller vi har udløst en altødelæggende krig, og derved udryddet os selv.
Muligheden er derfor også at ER der intelligent liv ude i Mælkevejen, så har de måske ødelagt dem selv inden de havde teknologien til at besøge os.
Billedet er venligst stillet til rådighed af Pexels