Hvad gør du?

Året er 2012, jeg er tilbage på sygehuset til andet check, efter at have fået 2 ekstra stents, lægen sidder ved skrivebordet og kigger i sine papirer, han kigger kort op og ser ned i sine papirer igen mens han med et ord udtrykker sin afsky “FED!!!”.

Jeg elsker også dig, får jeg sagt tilbage. Han kigger op på mig igen og siger. Jeg ved ikke HVAD der skal til for at du forstår alvoren. Jeg ved ikke HVAD der skal til for at du begynder at tabe dig. Men jeg kan se at du har taget på siden sidst vi sås, så hvad end der er sket har det jo ikke været godt.

Den dag vejede jeg 104 kilo. Jeg har egentlig aldrig haft problemer med at styre min vægt, i det mindste da jeg var yngre. Men der sker åbenbart noget med stofskiftet, både når man bliver ældre og når man holder op med at ryge.

Men løsningen på problemet blev, naturligvis, at skifte læge. Den nye læge sagde ikke at jeg var fed. Han anbefalede at jeg gik nogen ture, og måske holdt lidt tilbage med kagerne. Jeg fortsatte med at udvidde livvidden.

Jeg havde mødt Kate og vi var flyttet sammen. Kate er et meget lille menneske, men overbevist om at jeg skal have mindst 3 retter mad og rigeligt med ris. Til hvert måltid. Jeg, på den anden side, ville ikke levne da jeg altid har lært at det er uhøfligt og uforskammet. Så jeg tyggede mig troligt igennem hver en ret, hvert et måltid, og mellemmåltiderne, kagerne og torsdags-, fredags og lørdagsslikket.

I 2018 fik jeg så den klaphammer midt i panden som skulle vække mig, eller ruske mig uden at overdrive. Jeg fik at vide at jeg var terminalt syg, og skulle se at få orden på mine papire. Jeg begyndte derefter at gå, i starten gik jeg hver dag, så blev det lidt mindre. Og pludseligt stoppede det, for jeg følte ikke rigtigt at jeg kom nogen vegne. Min vejrtrækning var stadig dårlig, min vægt den samme (eller faktisk stadig stigende), jeg vejede på dette tidspunkt 128-29 kg. når jeg var hos lægen.

2019, i November, flyttede vi så til Portugal. Vi tilbragte de sidste måneder i Thailand ved familien oppe på landet. De var voldsomt bekymret for mig, for bare det at gå over på den anden side af vejen gjorde at jeg prustede og stønnede som et gammelt damplokomotiv på vej op af en stejl bakke.

Som noget af det første i Portugal, tog jeg til lægen for at få check. Hun var dybt chokeret og sagde du skal til en specialist og det kan kun gå for langsomt. Det gjorde jeg så, på privathospitalet og de var enige i at diagnosen var “Congenital Heart Failure stage D”, ingen kur og meget kort liv efter diagnosen er stillet. Dog, ved livsstils ændring, kan man forlænge med op til 10 år (dette gælder 10% af patienterne, 90% af patienterne er døde efter 5 år)…

Så, her var “the wake up call” – jeg vejede 134.8 kilo, når jeg gik så vraltede jeg mere end gik. Min kondition var til at gå en gang rundt om blokken. Men under et besøg på kommunen blev jeg så dårlig at jeg var nødt til at tage en nitroglycerin tablet, så jeg vidste at nu gælder det hvis jeg skal opleve at Bell når konfirmations alderen.

Og nu kommer så MIN metode til at tabe 40 kilo, and counting. Det er IKKE en sundhedsopskrift, det er på ingen måde for folk at følge. Det er IKKE en sund metode, men det er det der virkede for mig, og en variation af dette skal bringe mig yderligere 10 kilo mere i vægttab.

Jeg startede med at “tvinge” mig selv til at være den forældre der hentede og bragte Bell hver dag fra skole. I starten tog det mig mellem 20-30 minutter at gå til skolen, for der er en masse trappetrin derop. Hjem gik lidt hurtigere da det jo var ned af trapperne. Efter et stykke tid gik jeg en tur rundt om skolen inden jeg gik hjem, om morgenen. Og en runde rundt om skolen når jeg hentede Bell.

Og så begyndte jeg på en kost forandring. Det første jeg skippede var kagerne, og de FLESTE mellemmåltider. Men jeg spiste stadig morgen, middag og aften. Og stadig i de mængder der blev sat foran mig. Og når Bell (især) levnede så spiste jeg lige halvdelen af hendes mad også.

Det hjalp, sådan at forstå at jeg ikke tog yderligere på. Jeg tabte mig heller ikke. Men forsikrede mig selv om at det var bare et spørgsmål om at gå lidt længere distancer. Stranden ligger knapt 2 kilometer nede af vejen. Så een gang om ugen gik jeg ned til stranden og tilbage igen. Godt 3.5 kilometer, og da det jo var op af bakke hjem. Så tog det 1-1.5 time at gennemføre. Og så var der jo Covid som stoppede “følg Bell i skole, og hent hende igen” da hun nu blev hjemmeskolet.

Så hele 2020 fik jeg gået knapt 2 kilometer om dagen. Og det var egentlig ikke sådan at jeg synes at det var ringe, jeg var faktisk lidt stolt af mig selv. Men i julen 2020 fik vi nye batterier i vægten igen og jeg kunne se at jeg stadig vejede 132 kilo. Så kostændring og gåture var åbenbart ikke “løsningen”. Jeg har en ven i Thailand. Han havde brugt et par måneder på at kun indtage blendet frugt og grønt. Så det overvejede jeg og købte endda en blender. Men det kom aldrig rigtigt igang. Men jeg læste så om flere der skrev på facebook om “Keto” – i starten, det indrømmer jeg gerne, der tænkte jeg: ja ja, hokus pokus og pif paf puf nu er du slank. Det lyder måske nok LIDT for godt.

Så, læste jeg om drik noget kaffe og spis et kost tilskud, så taber du dig på 0,5. Men det koster jo kasssen. Så… Jeg gennemgik kostplanen igen, og satte kadancen op på gåturene. I Juni 2021 besluttede jeg så (da jeg kun tabte mig til 128 kilo) at prøve Keto, og skrue yderligere op for distancerne. Jeg nåede op på 3.4 kilometer i snit i Juni, 4.5 km. i Juli og i August gik jeg så “amok”. Keto virkede jeg tabte meget hurtigt til 116 kilo og kunne gå længere. Så i Aug. var min gennemsnitlige distance næsten 11 kilometer om dagen. Det gav bagslag, jeg blev både dårlig og havde ondt overalt, mine fødder var bogstaveligt talt flækket på trædepude og hæle. Men, jeg havde bevist, for mig selv, at det var muligt.

Resten af 2021 kom ned i distance og fra Sept. – Dec. var gennemsnittet 6 kilometer om dagen. Jeg endte dermed året med at have gået næsten 1,600 kilometer. Men min vægt lå mellem 106 – 108 kg, stort set konstant. Det virkede til at jeg ikke kunne tabe mig fra det. Jeg udtrykte frustration (men mente irritation) over mig selv, og de udeblevne resultater. Så her kommer opskriften på “disaster” 😀

Jeg kom i diskussion om endorfiner og træning. Hvor jeg bl.a. argumenterede for at mennesker der sultestrejker jo taber sig helt uden at udløse endorfiner (hvilket jeg iøvrigt nu godt kan tvivle på lige præcis med sultestrejkende, jeg TROR godt at man kan være “lykkeligt” sultestrejkende, da man jo sultestrejker for en sag).

Men jeg opfandt så en “kur”. Stå op om morgenen, få et krus kaffe og et glas vand. Følge Bell i skole, og fra skolen gå 6.5-8 kilometer. Hjem og arbejde til klokken 14:30 hvor jeg spiste “morgenmad”, så ud af døren for at hente Bell i skolen, tage en omvej på 2-3 kilometer til skolen. Hjemme igen, til aftensmad spise til jeg ikke længere følte sult. Altså ikke til jeg var gammeldags mæt, men stoppe når jeg ikke længere var sulten, hvilket ikke sjældent betød “ingen aftensmad” – næste dag gentage. Og så fremdeles.

Jeg gik op af bakke, ned af bakke og en dag måtte jeg stoppe på toppen af en bakke. Jeg tænkte “hvordan i alverden kommer jeg hjem herfra”, jeg var totalt drænet for energi, der var simpelthen ikke noget tilbage. Jeg HAR Uber på telefonen, men jeg går jo oftest af stier og grusveje (der er lukket med bom) så det er ikke så let bare at få en Uber til at komme forbi. Det lykkedes at komme hjem, og da jeg kom hjem spiste jeg en gigantisk bolle med massere af smør og rigeligt med ost. På alle måder ikke Keto – og drak halvdelen af min kones Cola. De næste par dage måtte jeg tage den lidt med ro, og så gentænke min “kur”. Men jeg var nu nede på 101 kilo, og det ville jeg jo helst ikke sætte over styr.

Så, ændret “kur”, nu er kuren. Stå op, drikke en ordentlig spand kaffe og et glas vand. Følge Bell i skole, gå mellem 6-10 men gerne 12 kilometer. Hjemme få morgenmad. Dette skal HELST være Keto morgenmad, Avocado, frugt og nødder. Så arbejde. En time inden Bell skal hentes gå en omvej til skolen, det bliver til yderligere 5 kilometer normalt. Og Tirsdag og Fredag når hun skal til Karate så går vi derop (det er 2.5 kilometer hver vej), Bell kan godt lide at gå sammen med mig (heldigvis). Så Tirsdag og Fredag er normalt omkring 20 kilometer. Samme kan jeg så i weekenden, der får jeg også gået 20-25 kilometer. Men en anden ændring er at jeg hver dag sørger for at mindst 45-60 minutter af gåturen er i hårdt tempo. Hvor jeg for et år siden synes at 4-5 kilometer på en dag var hårdt og tæt på “grænsen” der betragter jeg ikke længere en tur på 20 kilometer som noget videre.

Min kondition er helt klart forbedret, men også mit generelle helbred. Der er for mig ingen tvivl om at det jeg gør ER livsforlængende for mig. Når jeg kører hårdt tempo så kan jeg mærke at hjertet ikke er super godt, mine hænder, især, og underarme hæver kraftigt op. Da hjertet ikke hurtigt nok kan dræne dem. Det hjælper så når jeg igen er hjemme og slapper af, så fungerer lymfesystemet igen, også i hænderne. Men, som noget nyt, mine fødder hæver ikke ret meget nu. Selvom jeg sidder i mange timer. Og det er længe siden at jeg har været påvirket af vand i lungerne – eller lungen, det var primært min venstre lunge.

Jeg er nu godt under de 100 kilo. Her til morgen (6. April 2022) 93.6 kilo. Jeg er igen gået i stå med at tabe mig, men jeg tænker at det nok skal komme. Jeg skal bare have fundet “metoden”, jeg er lidt løsere omkring Keto – da min krop ganske enkelt stinker af kattepis hvis jeg er 100% Keto. Så jeg spiser ris, jeg spiser brød. Bare i mindre mængder end før. Men jeg tænker at det er den største årsag til at jeg ikke rigtigt taber mig for tiden. Mit daglige gennemsnit med at gå er nu over 11 kilometer om dagen. Jeg har vel at mærke 18 sygedage siden nytår, så jeg synes at det er OK gået 🙂 Jeg har gået 1089.4 kilometer i år. 95 dage, men trækker vi de 18 dage fra hvor jeg har feset husleje af så er det 1089 kilometer på 77 dage, det giver et gennemsnit på 14 kilometer om dagen 🙂 og jeg har gennemsnit på 41 minutter dagligt med hård træning. Så det er jeg også OK tilfreds med.

Jeg har en super god ven her i landet, og vi mødes af og til i marinaen for at få en kop kaffe eller lidt mad på Cup of Joe, så sent som for et år siden forsøgte jeg at få aftale om at vi mødes lidt tættere på mig, for der er alligevel omkring 3 kilometer til Marinanen fra mig. Ned af bakke, javel. Men hjem igen op af bakke. Dengang, altså for et år siden. Der tog det mig vel 45 minutter at gå ned til marinaen, og omkring en time at gå hjem. Og det krævede 2 stop på vejen hjem.

Forleden dag mødtes vi, endelig, igen i marinaen. Kate og Bell ønskede at gå en tur, men ikke en stroppetur som de jeg normalt går, så vi blev enige om at marinaen er et godt kompromis. Da vi kom derned ringede jeg til min gode ven og spurgte om han havde lyst til at mødes i marinaen, og jo jo giv mig lige nogen minutter så er jeg der. Min gode ven er i formidabel kondition, han er traditionelt et aktivt menneske, hvor jeg nok (indrømmer jeg) mere er stillesiddende. Så vi mødtes, fik lidt mad og så gik vi ellers rundt på broerne, og hjemad igen. Og pludseligt gik det op for mig at jeg trak vejret mere frit og ubesværet end han gjorde… Det var helt sikkert en kæmpe oplevelse, jeg er sikker på at han også har tænkt noget lignende “det ville jeg ikke have væddet på for et år siden”.

Jeg tror stadig på at den største faktor i et vægttab ER matematik. Jeg vil ikke udelukke at forskellige “tab dig i en fart” schemes KAN virke, hvis man iøvrigt går lidt op i matematikken bag et vægttab. Uanset hvordan man ser på det, man kan ikke vedblive et højt alkohol forbrug og tabe sig, man kan ikke æde kager og mellemmåltider og tabe sig. Og man kan ikke sidde i sin sofa drikke slankekaffe og tabe sig. Kroppen SKAL forbrænde flere kalorier end der indtages, det er ufatteligt enkelt. Og en del ting omdannes til sukker allerede når vi indtager dem, det snupper kroppen først. For vores krop er i virkeligheden en doven hund. For at nå til fedtforbrænding skal man altså nedsætte indtag af ting der let omsættes til sukker. Derfor er Keto en successfuld “kur”. Men man kan sagtens spise ris og pasta, samt groft brød. Men som med alt her i verden… Med måde. Jeg har ikke de vises sten, men jeg spiser 2-3 grovboller om ugen (1 om dagen i 2-3 dage) men skærer så ned på andre ting. Jeg spiser ris et par gange om måneden, og en sjælden gang imellem kartofler, og så er det med skræl.

Men skal jeg summere op, på hvad har jeg gjort for nu at have tabt mig over 40 kilo på lidt over et år. Så er det stædighed især og så gå langsomt til værks, er du lige startet, så sæt nogen små små mål. Jeg tænkte “kan jeg tabe mig 5 kilo og komme under 130 kilo, så er det en success” – og så da jeg kom ned omkring de 100 så blev det stædighed, jeg kunne ikke acceptere at det tog tid at tabe sig yderligere. Så stædighed og så evnen til at sige til sin krop “det kan GODT være at du føler sult, det er der ikke noget at gøre ved, vi skal ud og gå 7-10 kilometer først” – efterhånden som man vænner sig til at ikke spise så meget, så tror jeg selv på at mavesækken trækker sig sammen og man KAN ikke indtage fordums madorgier. Idag ville det jo være en dårlig forretning at invitere mig på “alt du kan spise” restaurant… I de gode gamle dage blev man jo nærmest bedt om at skride… Når restauranten fornemmede at overskuddet stod for fald…

Stædighed gælder også motionen, Jeg har super mange gange stået op og tænkt, naaa… Jeg tager den korte tur idag. Det er koldt, det blæser, det truer med regn, jeg har ondt her og der og alle vegne, og var det ikke et “næsten nys”? Jeg bør måske bare blive indendøre. Men hvis “man” vil det, og virkelig ER seriøs i sit vægttab, så er der ting man er nødt til at “overhøre” og så ellers bede sig selv om at holde mund og komme igang. Jeg har også mange gange ændret min planlagte rute efter at være kommet ud af døren. I stedet for at gå den 7.5 kilometer jeg havde tænkt, så tænker jeg – naaaaa… Jeg KAN jo godt gå op over den anden bakke og SÅ ned til stranden, derved får jeg gået 10+ kilometer. Så jeg bruger nu min stædighed til at “piske” mig selv, og det tror jeg, igen, er en rigtig god ide.

Jeg tror også at i 99% af alle tilfælde, det gælder mad, slik, kager (fedme), alkohol misbrug, smøgerne eller hvad man nu har en slags afhængighed af at skal man af med sit misbrug (jeg er tidligere storryger, op til 100 om dagen) så skal man først og fremmest ville det, og så skal man være klar til de “ofre” det kræver.

Hvis du står og skal ændre livsstil, så stol først og fremmest på dig selv. Lad være med at investere i Nupo pulver eller hvad det kan være, for der er ikke nogen genvej. Og det eneste du mister er din selvtillid og en masse penge. Jeg skal dog sige at jeg HAR modtaget hypnose for at komme af med mit tobaksmisbrug, og det hjalp. Men igen, det hjalp fordi jeg ønskede at det skulle hjælpe. Som hypnotisøren dengang sagde, hvis ikke du virkelig mener det så gider jeg ikke engang forsøge. Jeg tænker at man sagtens kan få hjælp til at undvære kager eller lign.

Billederne er taget af Kate, der er 9 måneders forskel og 35 kilo. Nu har jeg tabt mig yderligere, så måske jeg skulle få taget et nyt billede. Jeg tog samme t-shirt på og forsøgte at sætte mig i samme stilling. Men karakteristisk nok så er billedet til venstre også incl. mad 😉

af | 6. apr. 2022 | Alt det andet