Den sidste blog jeg skrev, skrev jeg også at der snart ville komme en blog om universets skabelse (også kendt som The Big Bang). Fred Hoyle holdt til sin død fast i at universet er stabilt og i det store hele uforanderligt. Han vidste godt at der var stjerne dannelse og stjerne død, men derudover, i hans “univers” var tingene stabile. I hans levetid var der mange beviser for et univers i bevægelse, allerede i 1929 viste Edvin Hubbles målinger at universet udvidder sig. Et univers som havde udviddet sig fra (i teorien) en singularitet til der hvor vi er nu. Der var så forskellige teorier til at bestemme om det udvidder os til et punkt og så trækker sig sammen igen eller om det bare udvidder sig. Hoyle kunne ikke lide den ide at universet udvidder sig, Einstein brød sig heller ikke om ideen, da han udviklede sin generelle Relativitetsteori indsatte han derfor den kosmologiske konstant, for at opnå et stabilt univers. Dette var, sagde han senere, hans største brøler, så den røg ud af hans formler igen.
Senere i 1930’erne fremsatte Fritz Zwicky en teori om “dark matter” – han havde observeret at stjerner i nogen galakser bevægede sig på en måde som ikke stemte overens med Newtons love, de yderste stjerner i galakserne bevægede sig simpelthen for hurtigt til at de kunne forblive indenfor galaksens overordnede tyngdefelt. Nu var Zwicky lidt en oddball så ingen tog specielt meget interesse i hans opdagelse. Derudover var fysikken, kosmologien og astronomien i en rivende udvikling. Der var en truende (og lidt senere faktisk) verdenskrig på bedding. Det var ikke før i begyndelsen af 1960’erne da Vera Ruben satte sig for at undersøge galaksers rotationskurver. iflg Newton skulle kurven vise en stejl indledende kurve og så langsomt falde mod 0, men Vera Rubens studier viste at stjerner i udkanten af galkser bevægede sig med samme hastighed som stjerner længere inde mod centrum. Derfor måtte der være noget masse som var usynligt, og meget af det, som lå udenom galaksen. Derved vækkede hun Zwickys gamle teori til live igen. Og det er den dominerende i vores nuværende verdensbillede.
Der er andre mulige forklaringer, teorien MOND MOdified Newtonian Dynamic som forsøger at forklare det ved at ændre på Newtons forudsigelser og lade tyngdekraften fra hele galaksen mindske langsommere end Newtons lov ville foreskrive. Derved vil der være en stærkere tyngdepåvirkning som holder de yderste stjerne på plads. Problemet med nye teorier, der udfordre Einsteins relativitets teori er at det er ikke nok at de viser korrekt i et tilfælde, de skal jo også bevise (forklare) andre aspekter, herunder sorte huller, tyngdebølger, lysbrydning nær massive objekter. Og i flere af disse områder fejler “traditionel” MOND. Der er grene som giver mere precise forudsigelser, men ingen der rammer “plet”.
Endelig er der den kosmiske baggrundsstråling. Beregnet gennem Einsteins ligninger til at skulle eksistere. Men det var først da det mislykkedes for Penzias og Wilson, i 1965, at rense deres radioobservatorium nok til at blive fri for baggrundsstøjen. At man fandt at denne baggrundsstråling ikke var lokal, men universel. Den var det beregnede signal fra Big Bang. Og ses derfor som “bevis” for at Big Bang er en korrekt representation af hvordan universet startede.
Så, Big Bang kort: Den nuværende teori siger at for knapt 14 milliarder år siden udviddede et punkt på “spacetime” sig pludseligt og meget dramatisk på under 1 sekund til en størrelse fra Solen til Jorden. Efter ca. 380 millioner år menes udviddelsen at stoppe op, ikke til stilstand, men blot til meget langsommere. Det var her baggrundsstrålingen stammer fra, da universet nu var så afkølet at det var muligt for lys (stråling) at undslippe, dette var naturligvis super højenergi stråling. Men når vi ser det som kosmisk baggrundsstråling idag er det kølet meget af, ned til knapt 3 grader over absolut 0.
Jeg vil i nogen fremtidige (jeg håber ikke der går 2 år igen 😉 ) blogs prøve at formulere en ny teori. Da der er ting i den nugældende som nok forklare hvad vi ser, men som rent logisk ikke hænger sammen. Jeg har siden begyndelsen af 1980’erne tænkt over dette, og de sidste omkring 10 år arbejdet ( i min fritid ) på at formulere, men også at få matematikken til at passe med observationer foretaget af astronomer. Da en teori der er på kant med verdens største genier nødvendigvis vil ligne et udbredt anfald af Donning-Kruger så vil jeg forsøge at også forklare hvad der ligger bag matematikken. Jeg påstår ikke at jeg har ret i mine ideer, men jeg mener at jeg efterhånden er nået til et rimeligt solidt grundlag. Jeg er meget åben for forslag, spørgsmål og kritik.