Billionairs in space

Først var det Sir Richard Branson der sad og kiggede ud på jordens krumning. Få dage efter var det så Jeff Bezos tur. I hvert deres genanvendelige “rumfartøj” fik de inviteret (i det store hele) almindelige mennesker ud i rummet. Eller til kanten af rummet. Kármán-linjen ( ca. 100 km oppe i atmosfæren )er den officielle grænse, og derfor er det lidt kontroversielt at kalde Bransons tur, en tur ud i rummet. Det var mere meget højt op i luften, helt op til der hvor der ikke er ret meget luft tilbage. Bezos Blue Origin kommer over Kármán-linjen, lige akkurat, med apogee omkring 106 km.

Der er ingen tvivl om at det er pænt store bedrifter, for private mennesker at komme dertil. Men, ja, der er et men, for mig er det lidt som da Ellehammer fløj på Kløvermarken for lidt over 100 år siden. Giant leap for Ellehammer, knapt så imponerende i det store regnskab. Men nogen kom jo efter.

Bezos og Elon Musk har nu “konkurreret” i over 10 år, mest om NASAs gunst. Det er vel en underdrivelse at sige Elon Musk lige i øjeblikket har fordelen, med en ret stor margin. Og den 15. September 2021 blev så tiden for Elon Musks SpaceX at sende civile ud i rummet, for deres egen regning. En regning anslået at være på 200 millioner USD. Det er jo en pæn sjat penge at skulle rive ud af portemonnæen, her midt i måneden. Og igen lyder røsterne, hvad skal de dog der. Med 200 millioner dollars kan de redde hele den tredie verden og deres nærmeste naboer. Og tænk på klimaaftrykket.

Og, for nu at være ærlig, det har jeg tænkt ved både Sir Richard og Bezos balistiske meritter. Og der er ingen tvivl om at Falcon 9 rakettens Merlin motorer er store miljøsvin. Men, efter min mening, det vilde ved Elon Musk er at de 4 glade amatører der blev sendt ud i rummet, rent faktisk kom ud i rummet, de var i kredsløb om Jorden i 3 dage. Igen, glade amatører skal tages med et gran salt. Commander var Jared Isaacman, som har certificat til at flyve fighter jets. Piloten Sian Proctor gennemførte NASAs astronaut uddannelse, blev valgt fra sammen med 38 andre til den endelige udvælgelse. Men var altså SÅ tæt på.

De 2 sidste var vel amatører, en IT mand og en Sygeplejerske ( tænker jeg physician assistant er nærmest ved i DK ), men også de har fået en ret grundig træning, på NASAs træningslejr og hos SpaceX. Mens de var i rummet udførte de en del medicinske studier (som af den ene eller anden grund ikke er foretaget på ISS), deres resultater vil blive public domaine. Sygeplejersken Hayley Arceneaux er også kræftoverlevende og har en kunstig lårbensknogle. Så indenfor kræftforskning kan der måske opstå noget. Og Comander Jared Isaacman, som altså smed de 200 millioner ud på en gruppebillet, startede i samme omgang en indsamling til fordel for St. Jude Children’s Research Hospital, der hvor Hayley Arceneaux var som barn. Målet er netop at nå de 200 milioner USD. Så man “fjerner” den største del af kritikken, nemlig hvorfor ikke bruge pengene til noget andet. Ved redaktionen slutning 😉 var der indsamlet lidt over 210 millioner USD.

Og det er jo fedt, tænk sig at nu kan almindelige millionære blive underholdt i rummet. Det kan jo vække følelser i alle, hvad enten det er alm. misundelse over at rige mennesker kan alt det vi andre drømmer om. Eller det er forskellige måder at se muligheder. Men, jeg tror ikke at det bliver de 4 her. Eller Branson og Bezos med mandskaber. Der sikre fremtiden. Men Musk, for de der ikke følger så nøje med, er ved at bygge den største raket i historien. I en lille landsby i det sydlige Texas. Starship som den hedder er en raket i 2 trin. Til forskel fra alle andre raketter i verden er den fuldt ud genbrugelig. Og den er (i princippet) CO2 neutral. Som brændstof anvendes CH4 Metan og O2 ilt, som ved forbrænding bla. skaber frit Carbon, som i atmosfæren møder frie Ilt atomer, og kombinerer til CO2 og det er jo noget gris. Men det “smarte” kommer så når man skaber brændstoffet for man hiver CO2 ud af atmosfæren sammen med vanddamp (H2O) Gennem elektrolyse vil man så splitte Brint (H) og Ilt (O) og senere gennem en anden proces samle til CH4 og O2. Det hele tænkes drevet af vind og sol.

Ved at stå for fremstilling af brændstof selv, reduceres udgiften til brændstof betydeligt. Ved at sørge for genbrug reduceres udgiften pr. affyring betydeligt. Hvor NASA brugte op mod 1 milliard USD pr. opsendelse af rumfærgen der er målet for SpaceX at et starship skal kunne sendes afsted for omkring 2 millioner USD. Eller ca. 1% af den seneste private opsendelse fra SpaceX.

Nu er 2 millioner jo stadig et væsentligt indhug i den gennemsnitlige husholdning. Men, når man tænker på at det samlede rumfang under tryk i et Spaceship, er sammenligneligt med et meget stort passagerfly. Starship er oprindeligt udtænkt til at kunne transporterer store mængder cargo og passagerer til Mars. Og skal kunne rumme 100 mennesker der skal leve ombord i de omkring 6 måneder den tur vil tage. Hver passager vil have lidt mindre plads end der er i en 8 fods container. Jeg håber at de har et godt entertainment system, nogen lukkede rum man kan trække sig tilbage til og være i fred, ellers bliver Mars befolket med extroverte exhibitionister 😀

Men tænk på en Jumbojet, der behøver man jo ikke næsten 9 kubikmeter plads. Ikke engang på businessclass. Så hvis man apterede efter at flyve fra New York til Hong Kong, f.eks. Så kunne Musk godt blive en alvorlig konkurrant til almindelig flytraffik. Lad os for “sjov” skyld aptere den 9 meter i diameter raket i 2 passagerdæk der udnytter den fulde diameter på 9 meter. Det er 3 meter bredere end 747, men kun ca. 1/3 længde. Men jeg tænker at en 3 – 4 – 4 – 3 sæde konfiguration er mulig de første 8 meter (bagerst) og vi giver god benplads så der er kun 10 rækker, eller plads til 140 på hvertdæk på monkeyclass, foran dem kommer i 3 – 3 – 3 konfiguration 4 meter med Businessclass 36 på hvert dæk, og de forreste 2 meter 2 – 2 firstclass rooms med minibar og store vinduer. I alt altså mulighed for at kunne flyve 360 passagerer til Hong Kong fra New York på under en time. Hvis prisen KAN holdes på 2 millioner så er det en gennemsnitlig billetpris på godt 5.555.- USD. Jeg tror godt man kunne få forretningsfolk (de forreste 80) til at betale op mod 10,000 for deres plads. De vil som de eneste f.eks. have adgang til den enorme forreste udsigtsplatform – Derved kan monkeyclass komme helt ned på 4,500. I 1997 kostede det knapt 8,000 at få en returbillet med Concorden (ca. 12,000 i nutidspenge). Og den var til sammenligning en snegl på vejen. Så jeg tror ærligt talt at Elon Musk er igang med ikke bare at revolutionere rumfarten, men også langdistanceflyvninger. Forestil dig København – Bangkok 45 minutter, med indbygget vægtløshed i de 30 af minutterne. Der bliver ikke serveret undervejs, men der er gratis lounge i afgangshallen og en snack samt vand ved landing. Det tror jeg godt kunne blive populært.

Photo by Kindel Media from Pexels

Noget om at gemme

Jeg er kendt for ikke rigtigt at smide noget ud, man ved jo aldrig hvornår man igen får brug for… Jeg har en kravsspecifikation som jeg fandt, genfandt, for noget tid siden, programmering af en dBaseIII+ application. Programmet lavede jeg i 1986-87, men man ved jo aldrig hvornår man lige står og skal bruge en codesnippet til en dBase III+ Application. Nogen år senere konverterede jeg programmet til Nantuckets Clipper compiler, men den kravsspecifikation (som jeg husker det, blot et tillæg til den oprindelige) er bortkommet i en flytning, sikkert fra Danmark til Thailand, hvor en 20 fods container røg på forbrændingen, den var uoverskuelig dyr at få hertil, og ville alligevel være for dyr at opbevare.

Nåmen det var blot indledningen, og har absolut intet som sådan at gøre med historien jeg vil fortælle. Den kommer her.

Jeg har flyttet server, fra een udbyder til en anden, det gik let og smertefrit, alle domæner benytter gratisdns som navneserver, så ikke noget problem der, det hele kunne gøres henover 2 weekender.

Men så fik jeg alligevel en mail fra gratisdns, at det så ud til at eet af mine domæner ikke hørte til på deres navneserver, det undrede mig så jeg måtte slå efter hos dk-hostmaster og ganske rigtigt, det var så gammelt at det var registreret hos en anden udbyder, og bare har stille og roligt befundet sig der i årevis uden at jeg har tænkt over det.

Nu er Danmark jo et digitalt samfund, så det med at skifte navneserver, er jo som en tur i parken en søndag formiddag. Eller?

Jeg kom til dk-hostmasters hjemmeside med tast et domæne og find din handle (dit id hos dk-hostmaster) – det gjorde jeg, tilbage til selvbetjening, taste handle og det jeg mente jeg kunne huske som password – men det var ikke det password – ikke noget problem, tryk: Jeg kan ikke huske mit password.

Så er der 2 muligheder: Enten få en mail – den tilknyttede mail var en mail fra Get2Net et forlængst hedengangent firma, jeg mener de blev opkøbt til sidst af Telia og Telia besluttede nogen år senere at nedlægge Get2Net servicen, der var webhost og email udbyder. Da de gjorde det havde jeg forlængst flyttet hjemmesiden til en anden server hos surftown, så jeg havde ikke noget problem med det, min Get2Net email brugte jeg udelukkende til at registrere mig med på diverse hjemmesider, så den indeholdt kun spam, og så den årlige faktura fra dk-hostmaster.

Så email muligheden var ikke god. Så var der en mulighed: send password med snailmail. Ja… Jo… Ehm… Tjaa… Godt så. Den adresse domænet var registreret på, befandt sig i Valby, og jeg har ikke selv boet der siden Nov. 2007, har haft adressen i de første år jeg boede herude, men solgte endeligt lejligheden i 2008. Så hvem der bor der, og ligefrem satse på at de vil vidresende herud, var… Optimistisk.

I mandags satsede jeg så og skrev til dk-hostmaster, der venligt sendte en automatisk svarmail at de ville svare indenfor 24 timer. Det går nok tænkte jeg, selvom jeg havde aftale med min læge igår tirsdag. Men minsanten 15 minutter senere havde jeg svar fra dk-hostmaster. Svaret var: Du kan bare omregistrere domænet til din nuværende email, og adresse. Her er et link… Og det fulgte jeg så… Linket.

Der var en formular, udfyld denne, skriv den ud, underskriv den, scan den og send den via mail.

Ja… Jooo… Tjaa… Mnjaaaa… Nu er der desværre lige det at min printer døede under transport fra Bangkok til Phuket, og jeg har ikke haft “tid” til at købe en ny endnu. Så det virker jo lidt besværligt. Jeg skrev tilbage med en varm takketale og spurgte om ikke det var muligt at de kunne sende den samme sted hen som min faktura, der, efter nedlæggelsen af Get2Net, altid havner i min statslige e-boks. Men nej DET kunne ikke lade sig gøre, det var helt udelukket.

Jeg forsøgte, lidt vagt måske, at argumentere med at hvis jeg loggede ind på e-boks, med mit nemid kort, så burde der ikke være tvivl om at det rent faktisk ER mig der modtager koden, især da jeg jo plejer at betale min faktura?

Men så moderne og digital er dk-hostmaster trods alt ikke, så der var levnet 2 muligheder, enten finder du en printshop (skal siges at de er spredt ud i landskabet med rund hånd) eller også finder du den gamle harddisk, som sad i den laptop du flyttede til Thailand med, som døede i 2008 og deri finder du dine mails, og blandt dem den mail hvori du har dit password til dk-hostmaster.

Jeg er kendt for ikke rigtigt at smide noget ud, man ved jo aldrig hvornår man igen får brug for en harddisk fra 2003 som sad i en laptop der døede i 2008, jeg fandt harddisken men den ville ikke spinde op, sikkert rustet sammen på de 8 år der er gået siden den sidst var i aktion. Så jeg grublede og tænkte. Hvordan overbeviser man dk-hostmaster om at tage det næste kvantespring ind i den moderne tidsalder og sende også almindelig post via e-boks.

Mens jeg sad og tænkte geniale tanker, kom det til mig at jeg jo sikkert på en eller anden server fra den tidsalder havde lavet en backup af mine mails. Så tænke – hvilken server var i brug dengang – det var da vi havde kontoret på Lat Prao så det var egentlig bare en velproportioneret desktop computer med 2 netkort. Den står endnu ude i skuret, der er ikke gang i den, for strømforsyningen døede for nogen år siden og jeg har ikke haft “tid” til at få en ny siden. Men lige puste den fri for støv og så erkende at haddiskene er pillet ud også, så de ligger i plastikboksen mærket netcables, det er mit eget arkivsystem hvis nogen undre sig.

Jeg åbnede boksen og de første 3-4 netkabler forsøgte at flygte, det virkede lynhurtigt som en uoverskuelig opgave at finde netop den disk som jeg har brug for. Så jeg begyndte at tænke i: Finde en USB nøgle som formularen kunne være på, så jeg kunne tage i en printshop og få den skrevet ud, skrevet under og scannet tilbage.

Men inden det kom dertil kiggede jeg på den ene af mine 4 externe storage devices, den er delt op i 2 partitioner af 500 GB, den ene partition er kaldt “Arkiv”, og den er der kun adgang til fra den computer der har den tilsluttet, men den computer har jeg adgang til via teamviewer så det behøvede ikke at betyde jeg skulle flytte mig fra min stol.

Koble på computer, finde drev I som er “arkiv” og så ellers “søg i filer” med notepad++ Find: dk-hostmaster.

Efter en rum tid fandt notepad nogen hundrede filer der indeholder ordet “dk-hostmaster”, og lo and behold den 22 februar 2008 klokken 21:04:34 fik jeg en ny pinkode til min konto på dk-hostmaster – så tilbage til dk-hostmaster og taste ind, og ved samtlige Guders mirakel – den virkede. Så nu kunne jeg uden at skulle løbe byen igennem efter en USB nøgle (sådan en har jeg heller ikke mere, nu om dage virker telefonen jo som USB nøgle) og en printshop, kunne jeg rette oplysningerne. Og sikre mig at domænet ikke forsvandt ud i internettets kulsorte forglemmelse.

Jeg er kendt for ikke rigtigt at smide noget ud, man ved jo aldrig hvornår man igen får brug for… Noget der er gemt i “arkivmappen” 🙂

Iværksætteri

Skaaaat? Mmmm!! Jeg kunne godt tænke mig at sælge sæbe.
Sådan startede en morgen for nogen måneder siden. Men der har også været tale om tasker, telefon casings (hvad hedder sådan nogen på dansk?) og kjoler. Så jeg var nok ikke så vildt entusiastisk.

Nåmen, Kate gik igang med at kontakte fabrikker. Vigtigt var det at det var kvalitet, at det var naturprodukter, men aller vigtigst at de kunne sælges til fattige mennesker, ingen fordyrende ting. Så simpelt og billigt som det er overhovedet muligt. For som hun overbeviste mig om, fattige mennesker ønsker OGSÅ at være smukke.

Sæben hun ønskede at starte med indeholder Alovera i opskriften, det skulle være enormt effektivt mod bumser, og det lider hun selv af i rimelig svær grad så hun tænkte at hun selv kunne være levende reklamesøjle.

Hun har på sin venneliste på facebook og Instagram en del berømte mennesker her i Thailand. Hun diskuterede på en chat med een af dem, og de blev enige om at gå sammen, Kate med ideerne, hun med kontakterne.

Der blev sendt prøver frem og tilbage, inden de ramte lige præcis den sæbe som de ønskede. Så skulle der laves et logo, men de er enige om at brande individuelt, så Kate sagde til mig: Jeg ønsker at når Bell fylder 5 år, så skal hun i fødselsdagsgave have sit eget brand. Så jeg vil kalde det Nong Bell. Og sådan blev det.

Der blevet lavet logo og stickers og spændt ventede den første “rigtige” sending fra fabrikken. Det blev Bells fødselsdag, men stadig intet, og da Kate har gjort et enormt arbejde i at finde forhandlere så var de begyndt at blive lidt utålmodige (og det var vel omkring der at jeg begyndte så småt at indse at der var gang i noget, som har potentiale)

Den første sending kom dagen efter Bells 5 års fødselsdag, og blev pakket om med det samme, så de kunne sendes ud af huset igen til forhandlernettet. Så dagen efter afsted til posthuset, og sende rundt i landet. Hver sæbe vejer 100 gram, men er der mange nok så er det dælme slidsomt 😀

Det var den 23. September at den første sending gik afsted, endnu en sending skal afsted imorgen. Og fabrikken er nu, en uge senere, blevet bedt om at levere en ny sending. Forhåbenlig tager det ikke helt så lang tid som sidste sending, men ting tager tid herude.

En ting som udeforstående har spurgt Kate om er: Hvorfor er de ikke i en kasse, men forklaringen er at en kasse koster i produktion det samme som en sæbe koster. Derudover skal der lægges til at Kate har ansøgt den lokale fødevarestyrelse om godkendelse, en godkendelse som også koster penge. I det hele taget er det med at sælge ultra billigt ikke SÅ nemt – posthuset skal have lidt, staten skal have lidt, fabrikken skal have en hel del, grafikeren skal have sin del for tryk af labels og nu skal fødevarestyrelsen også have en del af kagen. Så selvom Kate kører ultra lav indtjening pr. sæbe (og satser på volumen) så koster de stadig mere end en almindelig håndsæbe i Aldi (der herude hedder Tesco Lotus)

Men det er testet, og det er tydeligt at der ER et marked for “luxus” sæbe, til en billig pris i lavinkomstområderne. Kate har forhandlere i de fattigste egne, og de kan sælge. Så jeg tror på at hendes omsætningsmål (som jeg lige holder indenfor husets mure) nok skal være realistisk indenfor en overskuelig fremtid.

Kate har vist sig som en fantastisk forhandler, en meget struktureret forretningskvinde, og så kan jeg ikke lade være med at være lidt stolt over at hun gør det hele i Bells navn, det er Bell der har et brand ikke Kate.

Det bliver lidt spændende at se hvad fremtiden bringer, men vi taler da om hvordan hun (Kate) kan få et større kontor, for lige nu fylder hun det halve af stuen, alene med papirarbejde og planer 😀

Lige nu er det som sagt Alovera sæben der er i produktion og hos forhandlerne, men på tegnebræddet er papaya sæbe der skulle have den egenskab at den lysner huden, det er en gigantisk industri herude, de skal stadig ramme den rigtige opskrift, men det er næste step. Så er der gedemælks sæbe :-O det skulle have en foryngende virkning. At den ligger sidst i den aktuelle produktionskø skyldes nok at det ikke er voldsomt aktuelt endnu, for hverken Kate eller Bell 😀

Så er der lavet en vaskeægte Lars Larsen reklamefilm, med Bell som star – da pengene kom ind hævede vi dem alle, og har lagt dem ud i forskellig opstilling, det er herude enormt populært at vise at man bliver sindsygt rig på at sælge et brand. Som dansker er man nok anderledes vant. Men Lars Larsen “Jeg har et godt tilbud til dig” videoen kan ses herunder. Det er i den endelige version. Bell havde ikke helt forstået replikkerne, så i een version sagde hun: Hvis du ønsker at være rig skal du spille vildt meget. Den var de nødt til at kassere. I een version sagde hun: Hvis du ønsker at blive rig, så sender Nong Bell dig en masse penge som her.

Det hun SKULLE sige, og siger i denne video er: Davs, hvis du vil være rig skal du sælge Nong Bell sæbe. Så vil du også få så mange penge her.

 

Noget om prioriteter

For noget tid siden fortalte jeg historien om Tinker Bell der under en hård opbremsning fløj (sovende) ned mellem bagsædet og forsædet.

Det medførte nogen lidt kradse bemærkninger om barnestole. en sådan sag koster i Danmark et par tusind, og vælter derfor kun den enlige mor på kontanthjælps budget, her i Thailand koster den OGSÅ hvad der svarer til godt et par tusind danske kroner.

helt nøjagtigt har vi set en til 14,700.- THB

Nu er jeg selv barn af 60’erne og 70’ernes bilisme, og har altså klaret den hele vejen til at blive 55, Thailand er på mange måder et tredie verdens land, dog er der lysår til forskel mellem Bangkok og resten af Thailand – de fremtrædende turistdestinationer er en tand foran Bangkok også, men ude på landet hvor Kate kommer fra – der er det betragtet som highclass at have bil og støbte gulve i stuen…

Jeg kender mangen en thailandsk familie, som forguder deres børn, kører med dem på motorcykel uden hjelm – jeg er ikke et sekund i tvivl om at de elsker deres børn men en hjelm kan sagtens betyde en uges mad budget i udkantsområderne…

For 14,700.- THB der kan vi få en måneds husleje, betalt elregningen, vandafgiften, internet samt en uges madbudget dækket.

OK vi KUNNE spare de 699.- på internet, problemet i den løsning ville så være at der end ikke ville være penge til huslejen.

Så ja man skal jo prioritere, i nogen måneder har jeg ikke fået hjertemedicin, ganske enkelt fordi vi ikke har haft råd til det, det er blodtrykssænkende, det er noget anti imunforsvar for at holde mine stents (ballonudviddelser) på plads så de ikke afstødes af kroppen, det er noget regulerende for at hjertet ikke kramper og så er det blodfortyndende og kolesterol hæmmende.

Men jeg vælger altså at vægte husleje og mad til Tinker Bell højere.

Jeg får ind imellem også en lille bemærkning om “Nåååå de rige de kan” – hvis vi poster billeder fra nær og fjern, ja det ser jo ud som om det er fest og farver det hele 😀 Men…

Min meget gode ven Bent Skogeman han inviterede os på ophold på Kata Villa på Phuket – alt betalt (tak for det til familien Skogeman) – derefter kørte vi til Trang og boede ved en veninde jeg har der, så videre til Songkhla hvor vi boede ved familien til min tidligere sekretær – grunden til at vi tog til Songkhla var at hun skulle føde en datter, og ja – jeg er nok et gammelt sentimentalt fjols, men mine tidligere ansatte de er som mine børn, så det er som at få et barnebarn når de får børn… Og hvem rejser ikke gerne til den anden ende af landet for at se sit barnebarn, jeg gør (ugen inden havde vi været i Nong Bua Lamphu nord Thailand) for at se et andet “barnebarn” komme til verden…

Vi tog videre til Hua Hin, hvor vi gerne bor ved Bjarne fra Hua Hin Data.

Det er så det der sker bag om scenen så at sige, så ja ser man kun forsiden af medaljen (og iøvrigt ikke interesserer sig for bagsiden) så kan jeg sagtens forstå at folk tænker holddaop de har da uorden i deres prioriteter hvis de ikke engang gider ofre den smule en autostol koster.

Det gider de godt… Men de kan ikke, da der er mange andre ting der ganske enkelt SKAL prioriteres højere, husleje og mad er noget af det.

Jeg har aldrig stræbt efter at blive rig, jeg ved at når jeg har overskud på betalingsbalancen så er der nogen “værdigt trængende” der får… Sådan har jeg altid levet så jeg har ikke nogen stor opsparing, og tidernes ugunst samt en forbandet lang og tør sommer i Skandinavien gør at ordrebogen er noget slunken.

Det bliver jo let noget “tudekiks” – men stop bare dem op hvor jordbærplukkere er højst, for det der virkelig betyder noget her i livet det er det vi har så rigeligt af, nemlig kærlighed – og vi kan købe vand – der er ikke meget kilde i det, men dog drikkeligt til 5 THB for 18 liter. Så ja vi er røvfattige, men vi ER faktisk lykkelige.

IMG_0956

Hvis vi en dag får penge kunne jeg godt tænke mig den her creme siger Kate til mig, eller hun kommer og spørger om vi kan købe nye sutter til sutteflasker, hun ved godt at midlerne er små – men hver dag siger hun alligevel – at hun elsker mig… Og der skal ikke herske tvivl om at jeg elsker Kate og jeg elsker altså også Tinker Bell, selvom hun rumser rundt på bagsædet…

Jeg elsker dem så meget at de tager bad ude på altanen – i det kolde vand – for vandvarmeren virker ikke, og min fornemmelse siger mig at det er en manglende jordforbindelse der gør det, så jeg er den eneste der tager bad i badeværelset…

Der er lige kommet lidt penge ind, de gik til at købe vores ringe – en “forkert” prioritering måske i forhold til en elektriker, en autostol eller endda en aircondition – men nu var det ringe til fingrene der stod øverst på listen af “når vi får penge” ting…

Desværre er der en naturlov der siger : “Får du penge – følger der regninger…” Eller : “Får du uventede regninger, så kommer der snart penge” – den passer meget godt nu, jeg kørte Kate og Bell til Chai Nat først sprængte et stenslag forruden – og på vej hjem efter at have hentet dem igen, røg der lige noget hjul – så bilen er trehjulet nu… Jeg ved ikke hvad en forrude koster – men dækkene ved jeg koster godt 10,000 (og dem har jeg jo brugt på ringe – som min kone siger at vi kan sælge igen og så har vi penge til dæk)…

Min fornemmelse siger mig nu at der nok kommer penge igen…