Noget om at gemme

Jeg er kendt for ikke rigtigt at smide noget ud, man ved jo aldrig hvornår man igen får brug for… Jeg har en kravsspecifikation som jeg fandt, genfandt, for noget tid siden, programmering af en dBaseIII+ application. Programmet lavede jeg i 1986-87, men man ved jo aldrig hvornår man lige står og skal bruge en codesnippet til en dBase III+ Application. Nogen år senere konverterede jeg programmet til Nantuckets Clipper compiler, men den kravsspecifikation (som jeg husker det, blot et tillæg til den oprindelige) er bortkommet i en flytning, sikkert fra Danmark til Thailand, hvor en 20 fods container røg på forbrændingen, den var uoverskuelig dyr at få hertil, og ville alligevel være for dyr at opbevare.

Nåmen det var blot indledningen, og har absolut intet som sådan at gøre med historien jeg vil fortælle. Den kommer her.

Jeg har flyttet server, fra een udbyder til en anden, det gik let og smertefrit, alle domæner benytter gratisdns som navneserver, så ikke noget problem der, det hele kunne gøres henover 2 weekender.

Men så fik jeg alligevel en mail fra gratisdns, at det så ud til at eet af mine domæner ikke hørte til på deres navneserver, det undrede mig så jeg måtte slå efter hos dk-hostmaster og ganske rigtigt, det var så gammelt at det var registreret hos en anden udbyder, og bare har stille og roligt befundet sig der i årevis uden at jeg har tænkt over det.

Nu er Danmark jo et digitalt samfund, så det med at skifte navneserver, er jo som en tur i parken en søndag formiddag. Eller?

Jeg kom til dk-hostmasters hjemmeside med tast et domæne og find din handle (dit id hos dk-hostmaster) – det gjorde jeg, tilbage til selvbetjening, taste handle og det jeg mente jeg kunne huske som password – men det var ikke det password – ikke noget problem, tryk: Jeg kan ikke huske mit password.

Så er der 2 muligheder: Enten få en mail – den tilknyttede mail var en mail fra Get2Net et forlængst hedengangent firma, jeg mener de blev opkøbt til sidst af Telia og Telia besluttede nogen år senere at nedlægge Get2Net servicen, der var webhost og email udbyder. Da de gjorde det havde jeg forlængst flyttet hjemmesiden til en anden server hos surftown, så jeg havde ikke noget problem med det, min Get2Net email brugte jeg udelukkende til at registrere mig med på diverse hjemmesider, så den indeholdt kun spam, og så den årlige faktura fra dk-hostmaster.

Så email muligheden var ikke god. Så var der en mulighed: send password med snailmail. Ja… Jo… Ehm… Tjaa… Godt så. Den adresse domænet var registreret på, befandt sig i Valby, og jeg har ikke selv boet der siden Nov. 2007, har haft adressen i de første år jeg boede herude, men solgte endeligt lejligheden i 2008. Så hvem der bor der, og ligefrem satse på at de vil vidresende herud, var… Optimistisk.

I mandags satsede jeg så og skrev til dk-hostmaster, der venligt sendte en automatisk svarmail at de ville svare indenfor 24 timer. Det går nok tænkte jeg, selvom jeg havde aftale med min læge igår tirsdag. Men minsanten 15 minutter senere havde jeg svar fra dk-hostmaster. Svaret var: Du kan bare omregistrere domænet til din nuværende email, og adresse. Her er et link… Og det fulgte jeg så… Linket.

Der var en formular, udfyld denne, skriv den ud, underskriv den, scan den og send den via mail.

Ja… Jooo… Tjaa… Mnjaaaa… Nu er der desværre lige det at min printer døede under transport fra Bangkok til Phuket, og jeg har ikke haft “tid” til at købe en ny endnu. Så det virker jo lidt besværligt. Jeg skrev tilbage med en varm takketale og spurgte om ikke det var muligt at de kunne sende den samme sted hen som min faktura, der, efter nedlæggelsen af Get2Net, altid havner i min statslige e-boks. Men nej DET kunne ikke lade sig gøre, det var helt udelukket.

Jeg forsøgte, lidt vagt måske, at argumentere med at hvis jeg loggede ind på e-boks, med mit nemid kort, så burde der ikke være tvivl om at det rent faktisk ER mig der modtager koden, især da jeg jo plejer at betale min faktura?

Men så moderne og digital er dk-hostmaster trods alt ikke, så der var levnet 2 muligheder, enten finder du en printshop (skal siges at de er spredt ud i landskabet med rund hånd) eller også finder du den gamle harddisk, som sad i den laptop du flyttede til Thailand med, som døede i 2008 og deri finder du dine mails, og blandt dem den mail hvori du har dit password til dk-hostmaster.

Jeg er kendt for ikke rigtigt at smide noget ud, man ved jo aldrig hvornår man igen får brug for en harddisk fra 2003 som sad i en laptop der døede i 2008, jeg fandt harddisken men den ville ikke spinde op, sikkert rustet sammen på de 8 år der er gået siden den sidst var i aktion. Så jeg grublede og tænkte. Hvordan overbeviser man dk-hostmaster om at tage det næste kvantespring ind i den moderne tidsalder og sende også almindelig post via e-boks.

Mens jeg sad og tænkte geniale tanker, kom det til mig at jeg jo sikkert på en eller anden server fra den tidsalder havde lavet en backup af mine mails. Så tænke – hvilken server var i brug dengang – det var da vi havde kontoret på Lat Prao så det var egentlig bare en velproportioneret desktop computer med 2 netkort. Den står endnu ude i skuret, der er ikke gang i den, for strømforsyningen døede for nogen år siden og jeg har ikke haft “tid” til at få en ny siden. Men lige puste den fri for støv og så erkende at haddiskene er pillet ud også, så de ligger i plastikboksen mærket netcables, det er mit eget arkivsystem hvis nogen undre sig.

Jeg åbnede boksen og de første 3-4 netkabler forsøgte at flygte, det virkede lynhurtigt som en uoverskuelig opgave at finde netop den disk som jeg har brug for. Så jeg begyndte at tænke i: Finde en USB nøgle som formularen kunne være på, så jeg kunne tage i en printshop og få den skrevet ud, skrevet under og scannet tilbage.

Men inden det kom dertil kiggede jeg på den ene af mine 4 externe storage devices, den er delt op i 2 partitioner af 500 GB, den ene partition er kaldt “Arkiv”, og den er der kun adgang til fra den computer der har den tilsluttet, men den computer har jeg adgang til via teamviewer så det behøvede ikke at betyde jeg skulle flytte mig fra min stol.

Koble på computer, finde drev I som er “arkiv” og så ellers “søg i filer” med notepad++ Find: dk-hostmaster.

Efter en rum tid fandt notepad nogen hundrede filer der indeholder ordet “dk-hostmaster”, og lo and behold den 22 februar 2008 klokken 21:04:34 fik jeg en ny pinkode til min konto på dk-hostmaster – så tilbage til dk-hostmaster og taste ind, og ved samtlige Guders mirakel – den virkede. Så nu kunne jeg uden at skulle løbe byen igennem efter en USB nøgle (sådan en har jeg heller ikke mere, nu om dage virker telefonen jo som USB nøgle) og en printshop, kunne jeg rette oplysningerne. Og sikre mig at domænet ikke forsvandt ud i internettets kulsorte forglemmelse.

Jeg er kendt for ikke rigtigt at smide noget ud, man ved jo aldrig hvornår man igen får brug for… Noget der er gemt i “arkivmappen” 🙂

Iværksætteri

Skaaaat? Mmmm!! Jeg kunne godt tænke mig at sælge sæbe.
Sådan startede en morgen for nogen måneder siden. Men der har også været tale om tasker, telefon casings (hvad hedder sådan nogen på dansk?) og kjoler. Så jeg var nok ikke så vildt entusiastisk.

Nåmen, Kate gik igang med at kontakte fabrikker. Vigtigt var det at det var kvalitet, at det var naturprodukter, men aller vigtigst at de kunne sælges til fattige mennesker, ingen fordyrende ting. Så simpelt og billigt som det er overhovedet muligt. For som hun overbeviste mig om, fattige mennesker ønsker OGSÅ at være smukke.

Sæben hun ønskede at starte med indeholder Alovera i opskriften, det skulle være enormt effektivt mod bumser, og det lider hun selv af i rimelig svær grad så hun tænkte at hun selv kunne være levende reklamesøjle.

Hun har på sin venneliste på facebook og Instagram en del berømte mennesker her i Thailand. Hun diskuterede på en chat med een af dem, og de blev enige om at gå sammen, Kate med ideerne, hun med kontakterne.

Der blev sendt prøver frem og tilbage, inden de ramte lige præcis den sæbe som de ønskede. Så skulle der laves et logo, men de er enige om at brande individuelt, så Kate sagde til mig: Jeg ønsker at når Bell fylder 5 år, så skal hun i fødselsdagsgave have sit eget brand. Så jeg vil kalde det Nong Bell. Og sådan blev det.

Der blevet lavet logo og stickers og spændt ventede den første “rigtige” sending fra fabrikken. Det blev Bells fødselsdag, men stadig intet, og da Kate har gjort et enormt arbejde i at finde forhandlere så var de begyndt at blive lidt utålmodige (og det var vel omkring der at jeg begyndte så småt at indse at der var gang i noget, som har potentiale)

Den første sending kom dagen efter Bells 5 års fødselsdag, og blev pakket om med det samme, så de kunne sendes ud af huset igen til forhandlernettet. Så dagen efter afsted til posthuset, og sende rundt i landet. Hver sæbe vejer 100 gram, men er der mange nok så er det dælme slidsomt 😀

Det var den 23. September at den første sending gik afsted, endnu en sending skal afsted imorgen. Og fabrikken er nu, en uge senere, blevet bedt om at levere en ny sending. Forhåbenlig tager det ikke helt så lang tid som sidste sending, men ting tager tid herude.

En ting som udeforstående har spurgt Kate om er: Hvorfor er de ikke i en kasse, men forklaringen er at en kasse koster i produktion det samme som en sæbe koster. Derudover skal der lægges til at Kate har ansøgt den lokale fødevarestyrelse om godkendelse, en godkendelse som også koster penge. I det hele taget er det med at sælge ultra billigt ikke SÅ nemt – posthuset skal have lidt, staten skal have lidt, fabrikken skal have en hel del, grafikeren skal have sin del for tryk af labels og nu skal fødevarestyrelsen også have en del af kagen. Så selvom Kate kører ultra lav indtjening pr. sæbe (og satser på volumen) så koster de stadig mere end en almindelig håndsæbe i Aldi (der herude hedder Tesco Lotus)

Men det er testet, og det er tydeligt at der ER et marked for “luxus” sæbe, til en billig pris i lavinkomstområderne. Kate har forhandlere i de fattigste egne, og de kan sælge. Så jeg tror på at hendes omsætningsmål (som jeg lige holder indenfor husets mure) nok skal være realistisk indenfor en overskuelig fremtid.

Kate har vist sig som en fantastisk forhandler, en meget struktureret forretningskvinde, og så kan jeg ikke lade være med at være lidt stolt over at hun gør det hele i Bells navn, det er Bell der har et brand ikke Kate.

Det bliver lidt spændende at se hvad fremtiden bringer, men vi taler da om hvordan hun (Kate) kan få et større kontor, for lige nu fylder hun det halve af stuen, alene med papirarbejde og planer 😀

Lige nu er det som sagt Alovera sæben der er i produktion og hos forhandlerne, men på tegnebræddet er papaya sæbe der skulle have den egenskab at den lysner huden, det er en gigantisk industri herude, de skal stadig ramme den rigtige opskrift, men det er næste step. Så er der gedemælks sæbe :-O det skulle have en foryngende virkning. At den ligger sidst i den aktuelle produktionskø skyldes nok at det ikke er voldsomt aktuelt endnu, for hverken Kate eller Bell 😀

Så er der lavet en vaskeægte Lars Larsen reklamefilm, med Bell som star – da pengene kom ind hævede vi dem alle, og har lagt dem ud i forskellig opstilling, det er herude enormt populært at vise at man bliver sindsygt rig på at sælge et brand. Som dansker er man nok anderledes vant. Men Lars Larsen “Jeg har et godt tilbud til dig” videoen kan ses herunder. Det er i den endelige version. Bell havde ikke helt forstået replikkerne, så i een version sagde hun: Hvis du ønsker at være rig skal du spille vildt meget. Den var de nødt til at kassere. I een version sagde hun: Hvis du ønsker at blive rig, så sender Nong Bell dig en masse penge som her.

Det hun SKULLE sige, og siger i denne video er: Davs, hvis du vil være rig skal du sælge Nong Bell sæbe. Så vil du også få så mange penge her.

 

Noget om prioriteter

For noget tid siden fortalte jeg historien om Tinker Bell der under en hård opbremsning fløj (sovende) ned mellem bagsædet og forsædet.

Det medførte nogen lidt kradse bemærkninger om barnestole. en sådan sag koster i Danmark et par tusind, og vælter derfor kun den enlige mor på kontanthjælps budget, her i Thailand koster den OGSÅ hvad der svarer til godt et par tusind danske kroner.

helt nøjagtigt har vi set en til 14,700.- THB

Nu er jeg selv barn af 60’erne og 70’ernes bilisme, og har altså klaret den hele vejen til at blive 55, Thailand er på mange måder et tredie verdens land, dog er der lysår til forskel mellem Bangkok og resten af Thailand – de fremtrædende turistdestinationer er en tand foran Bangkok også, men ude på landet hvor Kate kommer fra – der er det betragtet som highclass at have bil og støbte gulve i stuen…

Jeg kender mangen en thailandsk familie, som forguder deres børn, kører med dem på motorcykel uden hjelm – jeg er ikke et sekund i tvivl om at de elsker deres børn men en hjelm kan sagtens betyde en uges mad budget i udkantsområderne…

For 14,700.- THB der kan vi få en måneds husleje, betalt elregningen, vandafgiften, internet samt en uges madbudget dækket.

OK vi KUNNE spare de 699.- på internet, problemet i den løsning ville så være at der end ikke ville være penge til huslejen.

Så ja man skal jo prioritere, i nogen måneder har jeg ikke fået hjertemedicin, ganske enkelt fordi vi ikke har haft råd til det, det er blodtrykssænkende, det er noget anti imunforsvar for at holde mine stents (ballonudviddelser) på plads så de ikke afstødes af kroppen, det er noget regulerende for at hjertet ikke kramper og så er det blodfortyndende og kolesterol hæmmende.

Men jeg vælger altså at vægte husleje og mad til Tinker Bell højere.

Jeg får ind imellem også en lille bemærkning om “Nåååå de rige de kan” – hvis vi poster billeder fra nær og fjern, ja det ser jo ud som om det er fest og farver det hele 😀 Men…

Min meget gode ven Bent Skogeman han inviterede os på ophold på Kata Villa på Phuket – alt betalt (tak for det til familien Skogeman) – derefter kørte vi til Trang og boede ved en veninde jeg har der, så videre til Songkhla hvor vi boede ved familien til min tidligere sekretær – grunden til at vi tog til Songkhla var at hun skulle føde en datter, og ja – jeg er nok et gammelt sentimentalt fjols, men mine tidligere ansatte de er som mine børn, så det er som at få et barnebarn når de får børn… Og hvem rejser ikke gerne til den anden ende af landet for at se sit barnebarn, jeg gør (ugen inden havde vi været i Nong Bua Lamphu nord Thailand) for at se et andet “barnebarn” komme til verden…

Vi tog videre til Hua Hin, hvor vi gerne bor ved Bjarne fra Hua Hin Data.

Det er så det der sker bag om scenen så at sige, så ja ser man kun forsiden af medaljen (og iøvrigt ikke interesserer sig for bagsiden) så kan jeg sagtens forstå at folk tænker holddaop de har da uorden i deres prioriteter hvis de ikke engang gider ofre den smule en autostol koster.

Det gider de godt… Men de kan ikke, da der er mange andre ting der ganske enkelt SKAL prioriteres højere, husleje og mad er noget af det.

Jeg har aldrig stræbt efter at blive rig, jeg ved at når jeg har overskud på betalingsbalancen så er der nogen “værdigt trængende” der får… Sådan har jeg altid levet så jeg har ikke nogen stor opsparing, og tidernes ugunst samt en forbandet lang og tør sommer i Skandinavien gør at ordrebogen er noget slunken.

Det bliver jo let noget “tudekiks” – men stop bare dem op hvor jordbærplukkere er højst, for det der virkelig betyder noget her i livet det er det vi har så rigeligt af, nemlig kærlighed – og vi kan købe vand – der er ikke meget kilde i det, men dog drikkeligt til 5 THB for 18 liter. Så ja vi er røvfattige, men vi ER faktisk lykkelige.

IMG_0956

Hvis vi en dag får penge kunne jeg godt tænke mig den her creme siger Kate til mig, eller hun kommer og spørger om vi kan købe nye sutter til sutteflasker, hun ved godt at midlerne er små – men hver dag siger hun alligevel – at hun elsker mig… Og der skal ikke herske tvivl om at jeg elsker Kate og jeg elsker altså også Tinker Bell, selvom hun rumser rundt på bagsædet…

Jeg elsker dem så meget at de tager bad ude på altanen – i det kolde vand – for vandvarmeren virker ikke, og min fornemmelse siger mig at det er en manglende jordforbindelse der gør det, så jeg er den eneste der tager bad i badeværelset…

Der er lige kommet lidt penge ind, de gik til at købe vores ringe – en “forkert” prioritering måske i forhold til en elektriker, en autostol eller endda en aircondition – men nu var det ringe til fingrene der stod øverst på listen af “når vi får penge” ting…

Desværre er der en naturlov der siger : “Får du penge – følger der regninger…” Eller : “Får du uventede regninger, så kommer der snart penge” – den passer meget godt nu, jeg kørte Kate og Bell til Chai Nat først sprængte et stenslag forruden – og på vej hjem efter at have hentet dem igen, røg der lige noget hjul – så bilen er trehjulet nu… Jeg ved ikke hvad en forrude koster – men dækkene ved jeg koster godt 10,000 (og dem har jeg jo brugt på ringe – som min kone siger at vi kan sælge igen og så har vi penge til dæk)…

Min fornemmelse siger mig nu at der nok kommer penge igen…