Noget om mor

Kate blev født en Juli dag for 21 år siden, og ved den lejlighed eller ganske kort efter besluttede hendes mor at forlade hende, forlade hendes storebror og forlade hendes far.

OK – jeg kender historien om Kates far der er noget af en kvindebedårer så han havde massere af kærester ved siden af, men det havde Kates mor så også.

Hun forlod familien og faderen fik til opgave at tage sig af børnene, og den øvrige familie – Kates far er taxichauffør i Bangkok – der er omkring 70,000 taxi i Bangkok, og der er et fantastisk net af minibusser, rutebusser, gratis busser, skytrains, metro, kanalbåde og flodfærger, med andre ord konkurrancen er benhård og det lagt sammen med at chaufføren ikke ejer sin vogn men at vognmanden leaser vognen ud, gør at pengene er begrænsede.

Faderen efterlader Kate og hendes bror ved bedstemor, som behandler dem godt og giver dem en tryg barndom, far kommer hjem engang imellem, med penge og små gaver til børnene. Så det bør jo alt sammen være fjong.

Men uanset hvordan man ser på det, så er far og mor de eneste far og mor i verden, og måske mere Kates storebror end Kate savner jo en mor, alle andre børn har en mor.

Kate vokser op, hun er ud af en familie (også hendes mor) af ligae performere :

 

 

Hun sendes i skole, men da hun er omkring 12 år sendes hun til Chainat til noget familie der, der skal hun tage sig af en nyfødt pige, hun får en mor og en far der, det er hendes plejeforældre. Og som i alle eventyr er der en god far og en knapt så god mor, her er det altså plejemor ikke stedmoder – Kate er ikke rigtigt glad men passer sine pligter, en dag er der en ligae trup der gæster byen, Kate får at vide at hendes mor er blandt de udøvende kunstnere, hun er spændt på at se dem og får en god plads.

Et familiemedlem peger hendes mor ud og hun ser moderen optræde med stolthed og en, det er min mor følelse. Efter showet håber hun på at hendes mor vil hilse på hende, men det sker ikke, i stedet ser hun sent på aftenen moderen i bussen på vej videre, men ikke så meget som se ud af vinduet på sin datter, ikke så meget som den mindste smule interesse.

Det former jo nok (her er det min fortolkning) Kates videre liv en hel del, faderen besøger hende ind imellem hos plejefamilien, hun kommer videre til noget familie i Nonthaburi og kommer igen i skole, men ser ikke mere til sin mor.

Kate bliver i en alder af 18 år mor til en datter, og hun sværger allerede mens hun er gravid at intet i verden skal nogensinde skille mor og barn fra hinanden, og hun udvikler sig til det jeg vil sige er en noget pyldret og nok lidt overbekymret mor, men jeg tror nu også at teenage mødre måske er lidt mere pressede da omverden lægger noget pres på dem.

En dag offentliggører Kate en masse billeder af hende og mig på facebook, og så er der en ligae danser på hendes facebook der kontakter hende og spørger om hun interesserer sig for ligae for hun har jo mange ligae kunstnere på hendes venneliste, jo svarer Kate det gør jeg, om hun selv optræder – nej det gør hun så ikke, men hun kan godt lide at synge.

Ved du hvem jeg er ? Spørger kvinden så. Nej det ved jeg ikke, jeg kan se du er ligae performer men jeg ved ikke om jeg har set dit show.

Jeg er din mor, kommer det så. På en facebook chat…

Kate kommer hen til mig, jeg er jo på det tidspunkt ikke klar over hendes chat, hun er ligbleg i hovedet og helt naturligt spørger jeg : jamen du godeste hvad er der dog sket. Jeg får en MEGET komprimeret version, jeg er i forvejen meget forvirret over Kates familieforhold, for hun har tilsyneladende mange hun kalder mor og far, men ingen der ER mor eller far.

Men jeg får hele historien om mor, der altså nu, efter over 20 års fravær, pludseligt dukker op på scenen og hun vil altså ringe til Kate, har bedt om hendes telefonnummer. Kate ringer til sin bedstemor og beder hende bekræfte at det virkelig ER hendes mor. Bedstemor kan bekræfte at det er bestemt mor.

Så Kate ringer til hende, og de taler til klokken 2-2:30 om natten, Kate kommer ind i soveværelset til mig, Tinker Bell og jeg er jo forlængst gået i seng 😀 Hun fortæller at hendes mor græder i telefonen og hele tiden siger “undskyld undskyld” og “mor savner datter, mor elsker sin datter” og nu vil hun mødes.

Kate spørger om hvad min tanke er i den forbindelse, og her i huset taler vi lige ud af posen begge veje så jeg siger det som jeg tænker det, og siger hun er fuld af l**t – HVIS hun elskede sin datter ville hun have søgt kontakt langt tidligere, da de har været venner på facebook længe, og jeg mener at hendes pludselige opdukken hænger meget nøje sammen med at Kate altså er gået offentligt med at vi er sammen. Den rige vesterlænding.

Nåmen Kate beslutter at lade tvivlen komme mor til gode, og næste dag aftaler hun at de skal mødes dagen efter i Tesco Lotus, hun vil ikke have mor i vores hjem endnu. Jeg kører Kate og Tinker Bell til Tesco og har så selv et par ærinder der lige skal sørges for inden jeg vender tilbage til Tesco Lotus, hvor jeg mødes af Kate – hendes mor er ingen steder at se, men Kate siger, her tag Bell og gå ind i Swensen køb en is og så bare vent på mig, men min mor er fuldstændigt opløst i gråd og hun undskylder og græder og undskylder.

Bell og jeg går i Swensen (vi er nok ikke så vanskelige at overtale) og Kate går tilbage til sin mor, efter noget tid kommer de begge til Swensen, vi tilbyder mor en is også, men hun afviser høfligt at hun da virkelig ikke ønsker at ligge os til last på nogen måde og vi skal da ikke spilde penge på hende, og så takker hun ellers overstrømmende for at hun må sidde ved siden af os og se på at Tinker Bell spiser is (jeg har inhaleret min bananasplit).

 

IMG_2289

 

Nåmen vi siger pænt farvel til mor og tager hjem og Kate fortæller om hvordan mor er blevet snydt og bedraget gennem hele livet har mistet millioner af Thai Bath og jord og alt muligt til mænd der altså ikke ville hende det bedste i livet og nu er hun mere fattig end en kirkerotte, hun ejer praktisk taget ikke salt til et æg.

Kate og hun ringer sammen nogen gange og Kate siger – hendes telefon er noget gammelt l**t jeg vil give hende een af mine for jeg KAN jo ikke bruge 2 alligevel, så de aftaler igen at mødes og Kate giver mor sin ene telefon, og der er jo næsten ingen grænse for begejstringen.

Kates mor tager til familien i Chai Nat og fortæller stolpe op og stolpe ned om at hun har fået kontakt til sin datter og datteren har givet hende en telefon, det kommer også Kates stedmoder for øre og nu er HUN så i rigtigt skidt humør, for Kates mor har jo ikke været der i 20+ år mens hun (stedmoderen) altså har taget sig af Kate i nogen år (mens Kate tog sig af hendes datter godt nok) og hun har ikke fået en telefon.

Så nu er der oprør i familien. Kates mor fortæller envidere at hun bor i Bangkok med mand og barn i et hus i Nonthaburi og har det rigtigt godt, men til Kate siger hun at hun bor til leje og alene da manden og sønnen viste sig at være forelskede i hinanden men ikke moderen, så det endte i gråd og tænders gnidslen.

Nåmen der går en rum tid og Kate (som er atypisk direkte i sin form) konfronterer sin mor med hendes mange modstridende historier, det gør man normalt ikke her til lands men Kate mener jo ikke hun har noget at tabe, og meget lidt at vinde.

Det gør at Kates mor holder op med at besvare chat beskeder. Kate fortsætter med at sende beskeder, og hun kan jo se at hendes mor læser dem, men ikke besvarer dem, samtidig kan hun se at moderen poster historier om at hun er i udlandet, det viser sig at udlandet i den forbindelse er nabo byen, for hun tænker ikke på at facebooks messenger har en location feature, der, hvis ikke man slår den fra, sender oplysning om hvor man var da man sendte beskeden.

Kate sender igen en besked til sin mor og udbeder sig forklaring, for mor poster på sin facebook at hun savner sin datter og elsker sin datter og er så lykkelig for at have fået kontakt. Det ender med at hun sender Kate en besked om at hun er for udmattet til at chatte.

Vi nærmer os mors dag her i Thailand, og Kates mor sender billeder på facebook at nu vil hun til Korea og arbejde, hun sender billeder af pas, billet, kuffert og endelig også billede fra lufthavnen. Og få timer senere at hun savner Thailand, sine børn og vejret, men at Korea dog er smukt om natten, med et billede af en mørk gyde.

Kates storebror der altså ikke er helt så interessant som Kate for hendes mor, poster på facebook – snart er det mors dag men jeg har ikke nogen mor, jeg er vel nødt til at gifte mig for at få en kvinde jeg kan forkæle på mors dag (han er homoseksuel).

Så poster Kates mor, jeg savner mit barn – og et billede af en tilfældig hundehvalp, man skal ikke have været ret længe i Thailand for at vide at det er en DYB fornærmelse. Kates reaktion udebliver da heller ikke, hun sidder på sofaen foran mit skrivebord og råber så : Jeg savner mit barn!!!! og en HUND???? Er jeg en HUND i hendes øjne ???

Der opstår en mindre krig på ord mellem mor og storebror, Kate trykker like på nogen af storebrors noget skarpe bemærkninger, det resulterer i at hendes mor totalt undlader at trykke “like” på noget hun poster (meget lig min familie iøvrigt) og hun besvare intet – desværre så er Kates familie jo vidne til virakken og de bliver jo kede af det, specielt bedstemor der vel troede på at Kates mor rent faktisk savnede og elskede sine børn.

I hele processen her har Kate vedblivende sagt til mig : SKER der mig noget så LOV mig at du ALDRIG vil forlade Tinker Bell, lov mig at hun ikke skal have en opvækst som min, jeg forstår ikke at nogen mor kan kassere sine børn, og jeg vil aldrig forstå at min mor gjorde, og gør igen. Kate er sikker på at det hænger en del sammen med at hun altså har fortalt ALLE i familien at vi ingen penge har.

Kate har på mange måder såmænd haft et udemærket liv, hårdt? ja, fattigt ? bestemt – men jeg fornemmer at hendes plejefar og hendes bedstemor betyder alverden for hende, sammen med hendes fars nuværende kone (der er samme alder som Kate, og har et barn på alder med Tinker Bell der er kun en uges forskel) og den ældste datter af hendes plejemor.

Men Kate siger igen og igen : vi har en lille familie, far, mor og Tinker Bell – men tilgengæld er vi lykkelige og det kan resten af verden ikke tage fra os. Og idag har hun så direkte spurgt sin mor, hordan kan du hævde at du savner mig, og elsker mig og så behandle mig på den måde.

Jeg tror godt jeg kender svaret, og det vil være larmende stilhed.

Men lykkelige ser vi jo ud 😀 (mafia)

 

IMG_5848

Det var en mere personlig blog, og ikke helt så let som de andre måske, men det skal der jo også være til. Præcis nu, inden jeg trykker offentliggør på bloggen, taler Kate og jeg om indholdet (vil jo gerne at hun i det mindste er enig i de store linier) – og hun siger : Min mor kontaktede mig alene fordi hun troede at jeg havde giftet mig med en rig vesterlænding, da det gik op for hende at der ingen penge var, elskede hun ikke længere sin datter.

Hårde ord, men jeg er sikker på at hun har 100% ret.
Der kommer lige et ekstra billede på vi har så rigeligt 🙂

fam1

 

Klø mig på ryggen

Når vi går til ro om aftenen her i huset, så er det næsten fast ritual at Kate vender sig med ryggen til mig først og siger : Klø mig på ryggen… Og det gør “man” jo gerne 🙂

 

 

IMG_6522

 

 

Igår den 09. August var vi som man kan læse om her : Livet med Tinker Bell på Jatujak marked, og Tinker Bell blev da noget træt senere på aftenen, ikke rigtigt fået nogen ordentlig eftermiddags lur… Så hun hopper op på skødet af mig sætter sig i lotusstilling (så kan vi nemlig klappe båder hænder og tæer) – og så siger hun : Far… Klø mig på ryggen… Peger…

Nej ikke der, lidt længere ned 😀 nåmen jeg klør og Tinker Bell – hun falder i søvn i en efter min mening meget ubehagelig stilling, men hun er gået helt ud så jeg kan bare bære hende ind i seng 😀

 

 

Lidt længere ned

Lidt længere ned

 

 

Tinker Bell er faldet i søvn :)

Tinker Bell er faldet i søvn 🙂

Den døde poet.

Han har altid været der, uden at jeg nogensinde har reflekteret over det, hele mit bevidste liv har han været der, på den ene eller anden måde, nærværende og aldrig fysisk til stede.

Engang i oktober 1968 valgte poeten, forfatteren og sangeren Eik Skaløe at forlade livet, drage videre ad veje asfalteret med rågummisåler. Jeg husker svagt Itzi Bitzi fra radioen, om det har været på bagsædet af folkevognen “Knas” eller om det var hjemme. Men den har rørt noget ved mit indre, og det noget har så fulgt mig på min egen, til tider hvileløse, vandring gennem livet.

 

 

Itzi Bitzi tag med mig til Nepal, det flyvende tæppe går klokken otte, Bob Dylan har ringet og sagt vi kan nå det, og billederne fyldte mit sind, jeg er fløjet bort til øen som vi to så og jeg tager mine violette snabeltyrkersko på.

Jeg måtte eje et par violette snabeltyrkersko, jeg har haft snabelsko, de var ikke købt i Tyrkiet (jeg har aldrig været i Tyrkiet) men i Tunesien, så de var autentiske nok.

8 sange der ændrede verden. Min verden i det mindste, det tog mange år inden jeg fandt min egen kopi af “Hip” som den første og eneste LP hed, Eik Skaløe sang på, men jeg husker stadig da jeg stod med den mellem hænderne i GUF butikken på Nørrebro.

Jeg boede selv på ydre Nørrebro og turen hjem var lang, inden jeg kunne lade diamanten hvile på yderste rille, sætte mig på sengen i den lille nørrebrolejlighed, lukke øjnene og skråle : Og jeg elsker dig langt højere end du aner.

Lissom liljer der vugger til ro på en mark, vil jeg plukkes af vinden der bor i din park. Få ord der sætter dybe spor, spor der trænger helt derind hvor grænsen mellem fornuft og fantasi viskes bort som ord skrevet i sandet på en varm indisk strand.

Kan et barn fornemme en vibration, af “de varme lande” ? Jeg har altid vidst at jeg var både et politisk, og religiøst menneske, dybt forankret i naturvidenskaben. Dette kan virke som et paradoks og var det også da jeg lærte om Gud. Det er paradoksalt at tænke på “Big Bang” og Gud skabte alt på 6 dage, uanset hvor mange timer hver dag så måtte have. Så jeg vidste at Gud kunne det ikke være, der kaldte på mig.

Jeg boede i den lille lejlighed på Nørrebro, men flyttede efterfølgende op i en lidt større på 4. sal, her havde jeg en kæreste, senere hustru, og hun var venner med en spræl spillevende pige der hed Anne Mette, Anne Mette med det ufatteligt smukke smil og de drømmende øjne. Hun delte min begejstring for Eik Skaløe og ved et tilfælde kendte hun også Stig Møller.

Så vi tog ud og besøgte Stig Møller. Som nok distancerede sig lidt (det var trods alt i slutningen af 1970’erne) til Steppeulvene, han var videre på sin egen måde. Men det var alligevel spændende og interessant at høre hans historier, og synge med på “Sikken dejlig dag det er idag”.

Jeg fandt mit sted i buddhismen uden at ane hvorfor, Stig Møller hjalp med i processen, mens sange fra barndommens halvdunkle skygger, og Eik Skaløes hypnotiske stemme betød mere for underbevidstheden end egoet, men sivede langsomt til overfladen og fandt også et bevidst plan at udvikle sig på.

Hvordan udvikler man børn, til at opfatte vibrationer i et univers der ikke er, måske aldrig var da det er som en drøm af glemte minder langt ude finder man betydningen af ord som : København ligner alle andre byer, hvor tiden er inde og ingen forstår det.

En død poet der ser gennem tiden, for det hele bevægede sig mod mindre demokrati, mindre frihed, mindre nærdemokrati, flere overgreb. En udvikling der har fortsat ufortrødent og uformindsket til idag også.

Byggelegepladsen blev rømmet, det samme gjorde vi der kom forbi. Endnu et kapitel var forbi. Nye var under opsejling på Rutanas grund, den tidligere brødfabrik med det firkantede tårn, slog man midlertidig lejr, men forandringens vinde sejrede og Rutana måtte vige, Allotria bygningen med spillested blev revet ned, efter en fantastisk flugt under vejen. Historien gentog sig mange år senere i ungdomshuset.

Tiden var inde, København ligner andre byer, konform og strømlinet og selv døede poeter kan ikke få miljøet gravet frem og bygget op i de nye firkantede betonkasserner man stillede op til at dække over sårene.

Min bevidsthed blev vækket af uretfærdighederne og sviget, og jeg lyttede til Eik Skaløes stemme, indtil pladen var alt for ridset til at ville spille et helt nummer.

Atomer der marcherer. Det blev en søn, “Lille Kræn for fred” stod der på et lille skilt i barnevognen da hans forældre stred sig en forårs morgen gennem vinden på strandvejen på vej fra Vedbæk, i march for bedre liv, en bedre fremtid, og fred for atomer. Atomer der lægger grunden for krig og ødelæggelse også når den benyttes fredeligt. Ingen jeg mødte var klar over at også Eik Skaløe var med i de første atommarcher, dengang jeg var en baby, og kunne have ligget i en barnevogn, på vej fra Holbæk til København.

En søn kom til at hedde Eik, måske var det i håbet om at fange en smuk sjæl ? Det skal jeg ikke kunne bedømme selv, men hvis det var, så er det efter min egen mening lykkedes meget godt, personificeret i min egen globetrotter søn, der i sin egen ret er en smuk sjæl.

Men tiden var inde og tiden ændrede sig, langsomt lukkedes verden om de frie ideer, og vi skulle alle ensrette og op i tempo. Eik Skaløe fulgte mig på mine egne rejser, inde i min sjæl var han altid nærværende på trods af at jeg aldrig har haft nogen jordisk chance for at kende ham.

Eller, jo idag fik jeg den chance, skænket mig af Eik Skaløes søster Iben Lassesen i form af en bog med alle hans breve, det er ikke tit at jeg får en bog som jeg bare ikke kan lægge fra mig igen, eller rettere, jeg sidder med den elektroniske udgave da det forekom mig for bøvlet at få en bogbutik til at forstå hvor de kan finde mig.

Breve fra vejen af rågummisåler, er en smuk beretning fra et ind imellem (fornemmer man) ensomt sind, det er ord ekvilibrisme og billeder af uendelig skønhed, jeg vil anbefale den til alle der har et forhold til “the summer of love”. Bogen er kommenteret af Iben Lassesen med en ufattelig kærlighed til sin familie og bogens hovedperson.

Jeg købte min elektroniske udgave ved Saxo, og det ser ud til at jeg nok skal have hældt lidt mere i indkøbskurven der 🙂 Men hvis nogensinde Iben Lassesen skulle finde vej her forbi, så kunne jeg nok synge : La’ mig knæle for din bestjernede fod, og gi’ dig et lotuslæbekys. Tak for denne indsigt

 

 

Tanker i natten

Tanker i natten, er måske ikke 100% retvisende, det sker da at jeg skriver og er inspireret midt i et eller andet arbejde, som så lige må vige pladsen for de tanker der presser på.

Jeg vil nok til dels skrive om mit liv i almindelighed, her i Bangkok. Ja det vil sige jeg bor faktisk slet ikke i Bangkok, men i Storbangkok, og Storbangkok er virkeligt stor, dækker et areal på størrelse med Sjælland, Lolland og Amager tilsammen. Men jeg bor meget tæt på Bangkok, selve byen, jeg kan faktisk gå dertil på under en halv time.

Grunden til at jeg i det hele taget havnede her er en længere og egentlig ret kedelig historie, men jeg besluttede i November 2007 at det skulle være her jeg for fremtiden skulle slå mine folder. En hel del af det praktiske i at “rykke alt op med rod” klarede jeg fra et værelse på 10. sal via Skype til Danmark, og så tog jeg tilbage til Danmark i Januar 2008 for at afslutte hvad jeg havde af projekter på det tidspunkt, sige pænt farvel til gode kollegaer og min arbejdsplads. Og så tage en tur til Oslo med båden med mine børn, en sidste tur af alle de ture vi havde drømt om.

 

Jeg deltager i online debatter. Og emner derfra kan naturligvis også give anledning til indlæg, og det kan sagtens være debatter jeg end ikke deltager i, men har en mening om, en mening som måske bare ikke passer ind i debattråden, eller hvor man kan sige at debattråden er langt forbi det jeg har associeret mig frem til.

Det bliver ikke en rejseblog for sådan een har vi allerede, det bliver nok heller ikke en udpræget fotoblog, jeg har et andet domæne som måske nok egner sig bedre til foto. hvis jeg en dag får den type lyster. Det er ikke umuligt at der kan komme på tale at sætte billeder i bloggen, hvis det på nogen måde reflekteres i teksten, men forvent ikke en billedbog.

 

Jeg kan godt lide at udtrykke min holdning til emner, jeg mener som udgangspunkt ikke at jeg har ret, eller at mine meninger og ideer er bedre eller mere valide end andre menneskers, men det er klart at jeg mener det jeg mener, og som sådan argumenterer jeg naturligvis fra mit ståsted. Af een eller anden grund er danskere,  sådan helt generelt ikke særligt gode til at acceptere uenighed.

Jeg støder ofte på : Du vil bare have ret. Men nej det vil jeg ikke bare, men jeg er højst sansynligt ikke enig med dig, og derfor, det er muligt at jeg sagtens kan gennemskue hvad du mener og siger, jeg er bare uenig, argumenterer jeg imod dine synspunkter og meninger, du burde gøre det samme, hvis du havner i en debat med mig.

Hvis du tror på dine egne holdninger og meninger, så stå dog fast og frem for alt argumenter, tag udgangspunkt i din mening, hold dig til emnet, lad være med at tolke hvad jeg mener, men læs mine ord, og argumenter imod hvis du ikke er enig, spørg hvis du er i tvivl om hvorvidt vi er enige eller uenige.

Dette er ikke en debatside, jeg har som skrevet intet imod at debattere, denne side er bare ikke det forum jeg ønsker at gøre det, derfor er kommentarfeltet udelukket fra temaet, det findes ganske enkelt ikke, så ikke engang noget bagdørs hacking vil kunne lægge en kommentar. Men som jeg skriver på “om” siden, du er altid velkommen til en kop kaffe, der er altid varmt vand på kedlen.

 

Tanker i natten, dette var en af dem, der kommer flere.