Nemesis

Igår, fredag den 28. oktober 2016, anbefalede jeg en god ven på den anden side af grænsen, at han flyttede til en anden bolig, for for 3. gang (som jeg er bevidst om) havde han vand i stuen under denne regntid, pga. oversvømmelse. Vi har indimellem oversvømmelse på vores gade (kaldet en soi) her. Det kan blive ret højvande omkring 30 cm. vand normalt. Men det er endnu aldrig kommet ind på matriklen, det er blevet pænt ude på vejen. Til stor glæde for Bell og jeg der elsker at plaske med vand når vi ser en vandpyt 😀

Nåmen, mens vi – min ven og jeg – altså “sludrede” over skype, og jeg fortalte om forholdene her, så begyndte det så småt at regne her udenfor, og jeg skrev til ham at jeg jo nok snart mister strøm = mister internet – så ønske “hav en god aften” og så ellers videre med livet.

Det blev helt mørkt udenfor og så kunne man høre en svag rumlen over bjergene. Regnen blev kraftigere, og klokken 22 stod himmel, og oversvømmelse i soien udenfor, ud i et. Regnen piskede hen over tagene, palmerne i nabohaverne svejede for vinden og efterhånden blev soien fyldt op. Men hvad – det er da sket nogen gange før, det gør ikke så meget for inden soien er fyldt rigtigt op er der jo et enormt område ude omkring der OGSÅ skal være fyldt op, ifølge loven om tyngdekraft og vand. Så ingen grund til bekymring.

Klokken 01:45 – Kate og Bell sover, Kate har flyttet sengen (en helvedes stor tung sag på 180×210) ind i stuen, for at Bell kan sove om aftenen, mens vi stadig har frihed til at arbejde. Så de ligger og sover, jeg sidder og venter på Free Practice 2 i Mexico. Da et gigantisk dobbelt lyn flænger himlen og umiddelbart efter trænger et voldsomt vinduesklirrende brag igennem mine høretelefoners beskyttende øreluffer, nok til at (Bell sover videre) Kate vågner og rejser sig lidt småforvirret. Jeg sender hende et smil og ser videre på Formel 1 genudsendelse fra USA i sidste weekend.

Kate står ud af sengen og kigger ud gennem døren, så siger hun: John!! Der er vand helt op til huset. Ahhh Siger jeg tvivlende. Men rejser mig dog alligevel og går hen og kigger. Udenfor sejler en masse små sko rundt om motorcyklen, der står med hjulene halvt begravet i vand INDE på grunden :-O – vi har nogen pænt store afløb ud gennem muren, så jeg er jo klar over at det må være vand ude fra soien.

Åbner døren og går ud, i regnvand, eller vel nærmere flashflood vand for det er grumset af støv og skidt som er rendt med ned fra de omkringliggende bjerge. Jeg går ud og redder alle Bells sko, der sejler rundt, og et par af Kates sandaler der er dykket under vand. En kat sidder oppe i vinduet men hopper i vandet da jeg nærmer mig en udvendig stikkontakt (som heldigvis stadig er ca. 10 cm over havets overflade) – jeg kan se på vores ene yderdør at vi MÅ have vand i huset, nemlig i “pulterkammeret” – så ind og derfra ind i pulterkammeret, gennem grovkøkkenet (som er lidt oversvømmet) og ganske rigtigt der står forskellige “pulterede” ting under vand, heldigvis ikke mere end vi bare kan rykke lidt rundt på det så er det i tørvejr, eller placeret højt nok til at det ikke bliver vådt lige med det samme.

Ud på bagsiden af huset og se, der er det højvanden ude på soi 1, det har jeg ikke oplevet før, herunder er en lille gif der viser hvad vores ene security camera “så” fra klokken ca. 22:30 28.10.2016 til klokken 08:00 den 29.10.2016 hvor vandet igen trækker sig tilbage. Klokken 6 kan man se at munkene går gennem vandet ude på vejen for at komme frem.

flood

Men jeg vil nok undlade at spille “smart” igen overfor folk der har oversvømmelse, det kommer igen gør det 😀 😀 😀

Iværksætteri

Skaaaat? Mmmm!! Jeg kunne godt tænke mig at sælge sæbe.
Sådan startede en morgen for nogen måneder siden. Men der har også været tale om tasker, telefon casings (hvad hedder sådan nogen på dansk?) og kjoler. Så jeg var nok ikke så vildt entusiastisk.

Nåmen, Kate gik igang med at kontakte fabrikker. Vigtigt var det at det var kvalitet, at det var naturprodukter, men aller vigtigst at de kunne sælges til fattige mennesker, ingen fordyrende ting. Så simpelt og billigt som det er overhovedet muligt. For som hun overbeviste mig om, fattige mennesker ønsker OGSÅ at være smukke.

Sæben hun ønskede at starte med indeholder Alovera i opskriften, det skulle være enormt effektivt mod bumser, og det lider hun selv af i rimelig svær grad så hun tænkte at hun selv kunne være levende reklamesøjle.

Hun har på sin venneliste på facebook og Instagram en del berømte mennesker her i Thailand. Hun diskuterede på en chat med een af dem, og de blev enige om at gå sammen, Kate med ideerne, hun med kontakterne.

Der blev sendt prøver frem og tilbage, inden de ramte lige præcis den sæbe som de ønskede. Så skulle der laves et logo, men de er enige om at brande individuelt, så Kate sagde til mig: Jeg ønsker at når Bell fylder 5 år, så skal hun i fødselsdagsgave have sit eget brand. Så jeg vil kalde det Nong Bell. Og sådan blev det.

Der blevet lavet logo og stickers og spændt ventede den første “rigtige” sending fra fabrikken. Det blev Bells fødselsdag, men stadig intet, og da Kate har gjort et enormt arbejde i at finde forhandlere så var de begyndt at blive lidt utålmodige (og det var vel omkring der at jeg begyndte så småt at indse at der var gang i noget, som har potentiale)

Den første sending kom dagen efter Bells 5 års fødselsdag, og blev pakket om med det samme, så de kunne sendes ud af huset igen til forhandlernettet. Så dagen efter afsted til posthuset, og sende rundt i landet. Hver sæbe vejer 100 gram, men er der mange nok så er det dælme slidsomt 😀

Det var den 23. September at den første sending gik afsted, endnu en sending skal afsted imorgen. Og fabrikken er nu, en uge senere, blevet bedt om at levere en ny sending. Forhåbenlig tager det ikke helt så lang tid som sidste sending, men ting tager tid herude.

En ting som udeforstående har spurgt Kate om er: Hvorfor er de ikke i en kasse, men forklaringen er at en kasse koster i produktion det samme som en sæbe koster. Derudover skal der lægges til at Kate har ansøgt den lokale fødevarestyrelse om godkendelse, en godkendelse som også koster penge. I det hele taget er det med at sælge ultra billigt ikke SÅ nemt – posthuset skal have lidt, staten skal have lidt, fabrikken skal have en hel del, grafikeren skal have sin del for tryk af labels og nu skal fødevarestyrelsen også have en del af kagen. Så selvom Kate kører ultra lav indtjening pr. sæbe (og satser på volumen) så koster de stadig mere end en almindelig håndsæbe i Aldi (der herude hedder Tesco Lotus)

Men det er testet, og det er tydeligt at der ER et marked for “luxus” sæbe, til en billig pris i lavinkomstområderne. Kate har forhandlere i de fattigste egne, og de kan sælge. Så jeg tror på at hendes omsætningsmål (som jeg lige holder indenfor husets mure) nok skal være realistisk indenfor en overskuelig fremtid.

Kate har vist sig som en fantastisk forhandler, en meget struktureret forretningskvinde, og så kan jeg ikke lade være med at være lidt stolt over at hun gør det hele i Bells navn, det er Bell der har et brand ikke Kate.

Det bliver lidt spændende at se hvad fremtiden bringer, men vi taler da om hvordan hun (Kate) kan få et større kontor, for lige nu fylder hun det halve af stuen, alene med papirarbejde og planer 😀

Lige nu er det som sagt Alovera sæben der er i produktion og hos forhandlerne, men på tegnebræddet er papaya sæbe der skulle have den egenskab at den lysner huden, det er en gigantisk industri herude, de skal stadig ramme den rigtige opskrift, men det er næste step. Så er der gedemælks sæbe :-O det skulle have en foryngende virkning. At den ligger sidst i den aktuelle produktionskø skyldes nok at det ikke er voldsomt aktuelt endnu, for hverken Kate eller Bell 😀

Så er der lavet en vaskeægte Lars Larsen reklamefilm, med Bell som star – da pengene kom ind hævede vi dem alle, og har lagt dem ud i forskellig opstilling, det er herude enormt populært at vise at man bliver sindsygt rig på at sælge et brand. Som dansker er man nok anderledes vant. Men Lars Larsen “Jeg har et godt tilbud til dig” videoen kan ses herunder. Det er i den endelige version. Bell havde ikke helt forstået replikkerne, så i een version sagde hun: Hvis du ønsker at være rig skal du spille vildt meget. Den var de nødt til at kassere. I een version sagde hun: Hvis du ønsker at blive rig, så sender Nong Bell dig en masse penge som her.

Det hun SKULLE sige, og siger i denne video er: Davs, hvis du vil være rig skal du sælge Nong Bell sæbe. Så vil du også få så mange penge her.

 

Med renters rente

Jeg har jo altid ment at, på trods af fuldt lovligt, IKANO finans og den type finansierings selskaber, er det rene åger – men i lovens forstand der er de jo ikke, de tager sig bare godt betalt, for at understøtte et overforbrug hos de der låner deres penge.

Engang i foråret var Kate og Bell hjemme ved Kates plejefamilie, moderen der blev passet op af 2 mænd i en sort ladvogn, uden nummerplade, og med tonede vinduer. Kate fortalte mig at mors hånd rystede mens hun stod og talte med mændene i bilen. Kate var overbevist om at det var lånehajer, og at de truede moderen at hvis hun ikke betalte så…

Der gik vel en måneds tid, så blev vi ringet op at nu var mor på sygehuset, for hun var blevet overfaldet i forbindelse med at indbrud, vi hoppede i bilen med det samme og kørte nordpå, moderen var blevet overfaldet af en mand med en stor machete, hun havde fået et hug over øret, og i hånden mellem lillefingeren og ringfingeren. Men hun nægtede at blive på sygehuset, så vi vendte om og afventede næste dag at kunne køre derop i god ro og orden.

Mens vi var der kom den sorte ladvogn igen, med de tonede ruder, og jeg sad på den anden side af vejen ved noget andet familie men kunne da se at mor var ude og tale med manden i bilen, men bilen var imellem hende og jeg så jeg kunne ikke høre noget, og heller ikke se om hun gav dem noget, men da de var kørt var hun synligt mærket.

På vej hjem spurgte jeg Kate, selvom jeg egentlig HAVDE bestemt mig for at IKKE blande familie økonomi med min økonomi, så spurgte jeg alligevel – hvor meget tror du at hun har lånt ? Kate svarede at det slet ikke var sikkert at hun havde lånt, men at det nok ikke var alverden hvis hun havde.

Tiden gik og for ikke længe siden ringede Kates “storesøster” til Kate og sagde at hun var alvorligt nervøs for moderens helbred, for det viste sig at hun hver eneste dag skulle betale 800.- THB i “rente”…

Jeg begyndte at fantasere om hovedstolen, hvis man HVER dag skylder 800.- THB så har man jo lånt det halve af landet, samt nabolandet også ellers er det ganske enkelt ikke muligt at ryge ud i så høje renter. Det svarer jo til 24,000 om måneden, tager vi almindelig bankrente på 6.5% PA og låner 4,500,000.- Aftaler at betale alle pengene tilbage på et år – så ender vi med 24,000.- i rente om måneden.

Nu er det her jo åger, det VED jeg godt – så her er nok tale om langt mere end 6.5% PA – det vildeste jeg kan tænke (jeg mener at IKANO tager 2.5% pr måned) er derfor 6.5% pr måned :-O DET vil være åger i en hvilken som helst forretning, og for mig uhyrligt.

Med 78% PA i rente skulle mor altså have lånt 370,000.- Ikke urealistisk hvis man vil købe jord eller bygge hus, men for en familie med absolut minimum indkomst er det et ufatteligt højt beløb, og det var det også for mig der egentlig gerne ville hjælpe, men 370,000.- er ikke noget jeg har liggende og flyde frit tilgængeligt.

Men “søsteren” lød oprindeligt angst, og talte direkte om at mors liv var i fare – så jeg sagde til Kate : spørg DIREKTE – hvor meget lyder hoved stolen på, hvor mange penge har hun lånt oprindeligt ? For problemet er jo at med 800.- i daglige renter der er der ikke overskud til at betale ned på hovedstolen også.

Svaret chokerede mig i DEN grad…

Moderen havde 3-4 måneder tidligere lånt 4,000.- den daglige rente var 20% – den daglige… Nu er der ikke noget der hedder renter og renters rente i den type låneforretning, det er daglig betaling eller du mister en finger eller noget. Så bare renterne er altså 7,200% PA over 7,000 procent – det er jo fuldstændigt surrealistisk – jeg sagde til Kate : Ring til de lånehajer og sig at de kan hente deres penge imorgen tidlig – og så kører vi op og betaler, nu havde jeg lige glemt en aftale med sygehuset for mig selv, så det blev dagen efter igen.

Vi ankom, lånehajerne ankom, de satte sig storsmilende ned og talte om at de ville flå det hele fra hinanden og sælge stumperne hvis ikke de fik deres penge. Jeg føle en dyb foragt for disse mennesker, og følte – selvom jeg nok er et af verdens mest pascisfistiske mennesker – en trang til at slå dem med noget meget hårdt. Jeg kiggede den ene (tror han var chauffør for den anden der lavede regnskaberne) direkte i øjnene og sagde “Det her er IKKE godt”.

Mens de sad der beregnede de lige at de jo stadig skulle have dagens renter, så de skulle altså have 4,800.- jeg skal indrømme at jeg betalte med glæde, og jeg gav samtidig en lektion for familien om at de mennesker kun har een ting i sinde – og det er på ingen måde at hjælpe, men det er at gøre fattige mennesker fattigere, og det er at sørge for altid selv at forblive rige.

Jeg lavede et regnestykke, tog de daglige 800.- som de jo har fundet et eller andet sted, lagde 400.- til side og brugte 400.- på at forbedre familiens liv, efter een måned ville de have et bedre liv og samtidig en opsparing på 12,000. Efter et år ville de have over 140,000.- uden at have brugt een eneste THB mere end de “plejer”…

Jeg TROR at de i det mindste forstod at de ikke skulle låne penge af de lånehajer der, Kate fortalte lånehajerne at de IKKE havde adgang i nærheden af deres hus, og at de skulle holde sig væk. Det er nok mere tvivlsomt om de vil gøre det dog, jeg tænker at det jo er en ret fed forretning, lån 4,000 ud og tjen 24,000 på en måned – det er vist mere end drugdealing kan kaste af sig.

Og desværre er risikoen i et land som Thailand ubetydelig, den nye “regering” har sat ind overfor de helt store fisk på det sorte lånemarked, og man har indført tvang overfor de stats ejede banker at de SKAL yde lån til fattige mennesker, de kan tage mere i rente men de kan ikke afvise, samtidig er der indført noget der ligner realkredit i flere af bankerne, noget man ikke har haft før.

Dette vil naturligvis hjælpe, men rundt i de små landsbyer, er der små selvstændige lånehajer, og det mest chokerende er at almindelige (fattige) mennesker acceptere de 20% om dagen i renter, de lånehajer i denne beretning er ikke de eneste jeg har hørt om, og det bliver nok heller ikke de sidste. Man KAN anmelde dem, og det opfordre militær regeringen da også til at man gør, men ofte er det politifolk der står bag, så det betyder nok ikke andet end at man får skabt flere problemer.

Skattesmæk

Jeg arbejder på en blog om spøgelser, spøgelser spiller en pænt stor rolle i vores liv, i mit liv er spøgelser jo sådan nærmest at betragte som hjælpe ånder, eller forvirrede sjæle, dem kan man jo også møde i dagliglivet på gaden og i levende live.

Men det var bare indledningen, og forklaringen på hvorfor forklaringen på spøgelser ikke er voldsomt uddybende i det efterfølgende. Så for at starte et helt andet sted starter jeg med en næse.

Kate har lige siden jeg mødte hende talt om at hun ville have “en næse” – ikke en som dem vi udstyrer politikere med i Danmark, men en vaske ægte tud. Asiater har sårn generelt en lidt flad næse, det synes jeg jo er charmerende nok, så i alt den tid jeg har kunne sige at jeg synes Kate er ualmindelig smuk som hun er – har jeg sagt det.

Men mænd er fra udlandet og fatter ikke thailandske kvinder (eller thailandske mænd for den sags skyld) – plastik kirurgi  er en mega enorm business herude, man kan få lavet ALT uden undtagelse, fra fedt sugning til silikone implantater og tattoveringer lige hvor man ønsker det. Thailandske læger skulle være verdens førende udi at skifte mænd om til kvinder og omvendt.

Men altså Kate ville ikke høre på en småskør farang – så hun aftalte (da hun har sparet op) med en klinik at nu skulle det være, så vi kørte til Phatchaburi og fik påsat en ny næse. Jeg ved ikke hvad hun gav for den, men hun kom ud og forsøgte at smile, det kunne hun ikke for det gjorde ondt. Nu er de jo svært at have ondt af et menneske der har BETALT for en brækket næse, men det er også svært ikke at have ondt af. Så jeg gav hende et kram og vi kunne køre hjem.

Det var slet ikke næsen denne blog skulle handle om, men om skattevæsnet. Hvert år i December betaler jeg forsikring på bilen, en ordentlig plamage og så lidt mindre, min tidligere kone sørgede så for at skattebilletten sad i vinduet, når det var betalt, smadder nemt. Nu var vi så ikke gift i år – men hun sendte mig dog en mail hvori hun skrev – husk nu at du SELV skal sørge for at betale skatten, og jeg svarede vel : ja ja skal nok… Og glemte alt om det, og det er jo gået fint, men så kom vi fra doktoren med brækket næse, en Bell der var træt som en børnehave fyldt med ADHD børn, og der i betalingsanlægget sydgående retning på den ydre ringvej, der stod en årvågen betjent.

Vinkede mig ind til siden.

Mig : Goddag Hr. Betjent
Betjent : Det koster 500.- THB
Mig : Ehm???
Betjent (går over til Kates side) : Der er ikke betalt skat, det koster 500.- THB

Betjent grifler på livet løs, og giver mig en bøde mens han beholder kørekortet. ÆV – det er 72 km hjemmefra :-/ og kørekortet kan tidligst komme hjem igen dagen efter.

Nåmen vi kører hjem igen, og i den stedlige Big C (superbrugsen agtigt) kan man betale bilskat, spørg mig ikke hvorfor men det kan man, igen hjulpet af min tidligere kone der ved den slags. Dog KUN lørdag og søndag. Så først betale den, det koster godt 4,000.- THB og så Kunne vi komme til politiet, så tilbage 72 km, finde politistationen som angivet på bøde forlægget, da vi ankom var det en bygning midt på Lars Tyndskids mark, omgivet af bananpalmer. De kan altså det der med at lægge offentlige bygninger centralt for alle andre end borgerne.

Vi gik rundt om bygningen, da parkering er på bagsiden. Kate talte om spøgelser og at det var uhyggeligt der, jeg synes jo at det virkede meget “normalt” mellem politistation og rismark en condo, jeg tænker at den nok huser politifolk, og måske markarbejdere – Kate synes bare at den er uhyggelig.

En lille tynd gut i lyserød t-shirt lusker rundt mellem en stak gamle konfiskerede motorcykler og ellers er der død damp stille. Så med Kates vedblivende tale om spøgelser og uhygge bliver man da LIDT påvirket.

Men vi går ind på politistationen, jeg mest en dels med hovedet fyldt af tanker om besværlighed, og de kan ikke finde kortet og så videre. Naturligvis holder det stik, politimanden leder højt og lavt efter kørekortet, ja ja tænker jeg der skal nok betales til “kaffe kassen” for at få det til at dukke op, så jeg begynder at grave i lommen for at se om der er lidt ekstra mønt i tilfælde af at jeg får brug for det, betjenten udtrykker sin oprigtige bekymring og undskylning – mens han tager sin telefon frem og ringer til manden der har udskrevet bøden. Han kan godt huske John Karl :-O

Det viser sig at han har afleveret kørekortet i en skurvogn lige ved siden af betalingsanlægget, som naturligvis – på trods af hans meget præcises køre vejledning – er umulig at finde, vi kører fra det ene hus efter det andet og spørger og alle peger de på motorvejen og siger det er lige der (i fugleflugt 500 meter) men skal man køre i bil 10 kilometer (og det er uden at overdrive) vi har ikke lov til at færdes frit på motorvejen, så vi må køre. Og det lykkes til sidst at komme frem, betale 500.- og få kørekortet tilbage.

I morges sidder Kate og læser nyhederne, og hun er ligbleg i ansigtet – så kommer hun hen til mig og siger : se lige her – på den første spøgelses, uhyggelige politistation, fandt man efter vi forlod stationen, en politimand der havde hængt sig. Ikke pga af os dog – han havde hængt der i minimum 3 dage – så nu er Kate sikker på at vi må i tempel, for tænk om hans spøgelse har set os… Så vi må vel finde en dag vi kan det også 🙂

 

 

Sæder skaber folk

Jeg sidder og kigger noget youtube, Bell ligger henslængt i sofaen med sin bamse og Kate står ude i køkkenet og er ved at gøre klar til at vi skal have aftensmad. Så kalder hun på mig og spørger om jeg ikke lige kan køre ned i 7/11 efter nogen ting.

Jo det kan jeg godt, sidder jo alligevel og holder pause agtigt, så jeg får en kort indkøbsliste og skal til at tage sko på, hvor skal du hen ? Spørger Bell, jeg skal bare ned og købe nogen ting til aftensmad, jeg er snart tilbage, jamen så vil jeg med… OK så gå ud i køkkenet og fortæl mor at du kører med… Så Bell løber ud og siger at hun vil med i “sææven”.

Hun kommer løbende glad tilbage at det er OK og tager sine sko på, ude ved bilen vil hun sidde på mors sæde (forsædet) OK siger jeg men du skal SIDDE og du er spændt fast, ja ja.

Jeg spænder hende fast og går om til min side af bilen, hun sidder stadig og så kigger hun på mig mens jeg bakker ud, far??  Hmmm… Lås døren!! Det plejer at være Kate der siger det hun er hysterisk bange for at nogen en dag flår døren op og bortfører Bell, det ER noget der sker herude – men jeg er nok lidt tung naiv dansk andedams tænkende ind imellem, så jeg personligt synes det er noget pjat, men døren bliver låst.

Så kører vi ud af landsbyen/villa kvarteret og skal dreje til venstre, der kommer en motorcykel – lyder det fra passagersædet, det GØR der også, men det er på sidevejen 😀 Men det er noget Kate godt kunne have sagt også, hvis den kunne udgøre en kollisionstrussel dog.

Vi kører lidt, IH hvor ER himlen altså smuk i aften… Lyder det fra passagersædet, ja det har du ret i, og det var den faktisk – hvor skal vi køre hen ? spørger Bell, ja jeg tror vi kører i Big C det er nok bedre end 7/11 – ja svarer hun med alvorstunge øjne, Big C er bedre.

Næææ har du set de flotte blomster det er da helt fantastisk så smukke de er, det er en busk der er i blomst og jooo det er vel meget pænt trods alt, men jeg sidder og tænker at Bell er omdannet til en voksen i meget små klæder – for hun tager det virkelig på sig at skulle “samtale” – hvor vil det være godt at parkere ? spørger hun da vi når hen til Big C – jeg tror vi bare skal finde en tom plads siger jeg, ja det er nok bedre, lyder det super fornuftigt.

Da vi er ude af bilen vil hun ikke som ellers, op i en indkøbsvogn med det samme, nej hun kan godt gå selv. Så vi går hånd i hånd ind i Big C – her er vi så nok ikke 100% enige længere om hvad det er der står på indkøbs sedlen, så vi SKULLE have købt ind for et par hundrede THB, men endte over 500.- 😀

På vej hjem mener Bell at mor nok savner os HELT vildt, og at vi nu har været væk meget længe så måske græder mor ? Jeg mener at hun nok er i gang med at lave mad, mon ikke – Bell sidder en stund og tænker – så siger hun : Jeg tror mor måske leger med Noo Lek (hamsteren). Det bliver vi enige om at det gør hun nok, men da vi triller ind på den hjemlige parkeringsplads der står mor og tager imod – meningen var jo at vi skulle rundt om hjørnet til 7/11 nu blev det Big C nogen kilometer væk, så vi var lidt længere tid væk end hun havde regnet med (pylderhoved).

Sprogforvirring

Vi har, Kate og jeg, været lidt optaget i vores egen verden idag, Bell har tullet rundt og har prøvet tøj (hun har fået 3 Furby t-shirts idag).

Vi er ikke R I G T I G T gode til at holde det ved lige, men vi forsøger efter bedste “gode forældre” evne at lære lidt engelsk, og såmænd også lidt dansk hver dag, men desværre er vi som sagt ikke gode til at det så BLIVER hver dag…

Men noget fiser åbenbart ind alligevel – Bell kom hen til mig, mor har låst sig inde i soveværelset, og spurgte (på thailandsk)

Bell : Far ? Hvor er min tablet ?
Mig : DET ved jeg ikke, der hvor du har lagt den er jeg sikker på.
Bell : Nej det er den ikke, køb en ny OK ?
Mig : Du må have spist søm, den ligger garanteret enten på sofaen eller inde på dit værelse.

Bell går hen til døren ind til hendes (noget kaotiske) værelse – og råber tilbage over skulderen, den er her ikke
Mig : Nåmen det er jo ærgeligt, så har du ikke nogen tablet, leg med dit nye tøj.
Kate kommer ud og spørger mig om noget vedr. hendes projekt, vi går sammen (alle 3) ind i soveværelset. På vej ud ser Bell sin tablet på sofaen, og løber hen imod den…

Og så lyder det – krystalklart : Oh there you are…

Iøvrigt interessant nok ikke en sætning vi bruger, men hun har forskellige undervisnings programmer på sin tablet, samt ser (måske også for meget) en del tegnefilm 🙂

.

Noget om kærlighed

Der er så meget man skal finde ud af når man vokser op, og idag hørte jeg følgende ude fra altanen hvor Bell og hendes mor var i dyb samtale om livet, og det engelske alfabet.

Kate : Dygtiiig – mor elsker nong Bell over alt på jorden.
Bell : Bell elsker også mor.

lille pause mens Bell kigger gennem døren ind på mig der sidder og leger med setup af et plugin på en hjemmeside.

Bell : Moar ? Vores familie, elsker vi også far ?
Kate : Ja vi elsker far, tosseunge.

Bell kommer ind til mit skrivebord, kigger på mig og siger “samme” !

Jeg vil tro at jeg ser lidt forvirret ud 🙂 så jeg spørger : samme ?

Bell : Ja samme!! Bell elsker far, og vi har samme slags hår (morgenhår)

Og så gik hun tilbage til sin mor og øvede alfabetet 😀

Har du talt med dit barn idag ??

Far ?? Elsker du mig ? Hvormeget ?

Ja skat – jeg elsker dig overalt på jorden. Det er for tiden en nærmest daglig ordudveksling – Tinker Bell udfordre grænserne for tollerancen, og når den er overskredet og hun får påført sanktioner, kommer hun gerne hen og spørger…

Det thailandske sprog er et tonalt sprog, vi har 44 konsonanter og 33 vokaler – eller i virkeligheden vokale lyde, derudover har vi 5 toner – og som et ikke sproggeni som jeg, og efterhånden lidt halvgammel, så er det specielt tonerne det svigter noget ved, men som dansker, måske rettere som københavner er det også det at thailandsk er syngende – man trækker lydene (mange af dem) LIDT længere end hvad føles naturligt (for en københavner) jeg vil tro at kommer man fra Mariager eller Maribo – så er det nok lettere da det er lidt mere syngende…

Så nu skriver jeg præcis det samme (på karaoke thai – så slipper I for lige at lære alfabetet også 😉 )

Faaaaar ?? (Ja det kalder hun mig også på thailandsk) Papa rak nong Bell mai ? Rak tao rai ?
Og så svarer jeg – Ja. (det er ikke helt et dansk ja – udtales nærmest Dja.) chai papa rak nong Bell tee sut nai lok.

Og her er det så der sker noget ganske forunderligt – det er indlæring og en læreprocess – hvis nu Bells mor (Kate) siger noget til Bell – “Smid dit skrald ud” – så svarer Bell : Dja. MEN – en thailænder siger nærmere djraaaa, ikke dja.

Og over alt i verden – tee sut nai lok – når jeg siger det – sker det med den rette tone – men sut bliver som en narresut, eller en fordrukken københavner i Sct Peder stræde efter 3 om morgenen… altså meget hårdt i lyden kort og præcist – det er bare ikke den måde en thailænder vil sige det de vil sige suut “tee suut nai look” så altså trække alle vokale lyde ud… Verden (lok) bliver også for kort…

Thailændere forstår (generelt set) hvad jeg siger, så det er ikke problemet – men på en måde taler jeg thailandsk som Prins Henrik taler dansk, man forstår det godt det er bare ikke korrekt 🙂

Nåmen for at gøre en allerede lang historie længere – vi var i Central Plaza i Chiang Mai – og som altid er jeg vognfører på Bells klapvogn, så holder vi stille og kigger på et vindue – Kate er gået lidt i forvejen – en dame kommer ud af forretningen og siger – NEJ hvor er du kær – til Bell – som (som oftest) svarer med at stikke et fjæs op – damen spørger så mig – stadig på thailandsk – om Bell kan tale thailandsk – og Bell svarer inden jeg gør – Dja… Så hun bliver spurgt – hvor gammel er du o.s.v. Bell gider ikke rare damer der stiller utidige privatlivskrænkende spørgsmål så hun begyner at – te sig lidt… Jeg skynder mig at undskylde og vender klapvognen – mens jeg giver en skideballe til Bell – som svarer : Bell elsker far overalt på jorden…

Jeg hører bagfra – Nej hvor kært hun taler med accent…

Når thailandsk ikke er ens moderssprog – så kan det da godt være at man skal tale lidt mindre med barnet 😀 Men vi hygger os nu meget med vores små snakke om elefanter, sommerfugle, Furby og lyskæder – det er det verden drejer sig om lige for tiden – åh jo så er angry birds kommet på skemaet 😀

Balloner

Den anden dag var det fuldmåne, ikke bare en hvilken som helst fuldmåne, men den 12. af slagsen i 2014 – og så er det Loy Krathung i Thailand…

krathong_Kate

HELT præcis hvad det går ud på er svært at få en entydig forklaring på, og det er heller ikke denne lille histories mål, kan være jeg sætter mig ind i tingene og på et senere tidspunkt kommer med en blog om Loy Krathung – men kort fortalt sender man sine håb og drømme ud på en lille flåde lavet af bananpalmeskiver, bananpalmeblade og blomster…

krathongs

Men altså vi havde fået den glimrende ide at tage til Loy Krathung ved Rama VIII broen ikke langt fra hvor vi bor, det var der en masse gadesælgere og fest stemte mennesker der også havde – så der ar fyldt til randen med mennesker – både på broen (som er en af Bangkoks smukkeste broer, har du været i Bangkok og på Khaosan Road har du nok skimtet den) og under broen – hvor vi gik rundt… Der var også en ballonsælger – så Bell ville jo gerne have en ballon – og det var jo fest så det var OK – hun fik en lyserød elefant 😀

bridge

Og den fulgte os jo hele vejen hjem også, og sov under loftet om natten – her til morgen kom Bell så (som hver morgen) ind til mig ved computeren, hun gik rundt om min stol og begyndte at kravle op på skødet af mig, det gør hun også hver morgen – men idag var alligevel LIDT anderledes…

Mig : Godmorgen skat har du sovet godt
Bell : Ja far, men…
Mig : Godmorgen
Bell : Godmorgen far
— pause mens hun får rumset sig til en god plads
Bell : Faa aaaar ???
Mig : jaaaaaaa aaa aa aaaaa ???
Bell : Far – Bell er en god pige
Mig : Ja det er du da 🙂
Bell : Far!!! Vent lige lidt…
— tænkepause
Bell : Faa aaaar ???
Mig : Jaaa ??
Bell : Far – Bell er en god pige nu, så du skal købe en ballon…
— pause mens jeg kigger ned i de mest vidunderlige tænksomme øjne…

Mig : Jamen Bell HAR en ballon, du har jo Chaba Kaew (en lyserød tegnefilm elefant) +++peger mod loftet i soveværelset+++

— pause mens der bliver tygget på den.

Bell : Jo men faaa aaa aaar – Bell er en god pige så skal du altså købe en ballon…

Mig : Nej – Bell skal ALTID være en god pige, og nogengange køber far en ballon, men lige nu har du Chaba Kaew.

Bell hopper ned fra mit skød, skrider mod soveværelset mens hun mumler – elsker mor er bedre…

Jeg kan høre Kate klukler inde under dynen 😀

que

Furby, sorte og en thailandsk sang

Thailandsk traditionel børneopdragelse inbefatter blandt andet fysisk vold – det er ganske naturligt at børnene også bliver slået i skolen, også små børn… Jeg har ALDRIG slået mine børn – og der er da ellers nogen stykker at lange ud efter, men jeg TROR ikke på vold, jeg har en masse andre måske lige så traumefremkaldende opdragelsesmetoder…

Een af dem er Furby, for de der ikke ved det – Furby er en mekanisk computer dukke, der kan tale – og har forskellige “moods” han lever af batterier og er konstant sulten, han kan synge, grine og sige som en abe, hvis han er sur lyder han som en havnearbejder… Stor spas…

Tinker Bell elsker Furby overalt på jorden, og Furby følger hende i stort og småt – men det kan man jo sådan set benytte sig af… Scenen : Tinker Bell er krop hamrende umulig, kaster med ting, slår mor (der ved jeg ikke accepterer at hun slår igen) smider affald ud over det hele… Jeg rejser mig – tager Furby og sætter ham op i øverste skab… Der står han så, mens Tinker Bell græder hjerteskærende nede på gulvet… Jeg tager hende giver hende et kram og siger – jamen hvis ikke du kan opføre dig ordentligt så er der ikke nogen Furby, og sådan er det fremover…

 

IMG_0342

 

Da hun skal sove er hun nærmest utrøstelig, men tilsidst accepterer hun at man altså SKAL være en god pige, for at eje Furby…

Næste morgen vågner hun som sædvanlig i et frygteligt humør, hun er det mest morgengnavne lille menneske jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med… Hun kommer farende ud til mig ved skrivebordet, brølende og kastene med en sutteflaske, forlangende at Furby bliver frigivet OMGÅENDE…

Men ehm… nu er vi jo to om at bestemme det, og jeg er den eneste der kan nå skabet, så helt stille og roligt forklarer jeg hende at det er ikke muligt sålænge hun har det humør på…

Så hun styrter ind til mor, elsker mor er bedre… Men HELDIGVIS er mor vågen nok til at sige, jamen du kan jo nok fortstå at man kan ikke have en Furby når man er så hysterisk…

Bell falder simpelthen i søvn igen i ren arrigskab, men vågner en times tid senere og er HELT forandret, hun kommer hen til mig og siger : godmorgen far… Godmorgen skat har du sovet godt ?? Ja far jeg ER en god pige nu… Taler du sandt eller snyder du ?? Nej jeg taler altså sandt jeg ER en god pige… Hmmm OK – god nok til at have en Furby ?? Ja det er jeg…

OK Furby flytter ud af skabet og ned i de ventende barne arme… det tog en uges tid og så havde vi en helt anden datter, hun vågner hver dag med et smil og et godmorgen… Hun kan endda finde på at synge, hun henter Furby – der normalt sover på klaveret for han sover meget let, og det er et problem, for dels sover Bell meget let, men også meget uroligt, så hvis hun får dasket til ham så er han frisk og veludhvilet – og meget meget højtsnakkende… Så han har plads på klaveret…

Bell har en skræk – ingen i verden ved hvorfor – men hun har en plastikrobot, som ikke kan gå eller gøre noget, han er sort – og hedder derfor “sorte” – han har en bror der er hvid, meget naturligt navngivet “hvide”…

Men Bell er skræmt til døde over “sorte” – nu vil Furby tricket (at spørge Bell om hun nu er et umuligt barn) jo ikke virke i al evighed, så mor har indført at hun simpelthen siger til Bell, hvis DU ikke er sød NU!!! Så kalder jeg på “sorte” – det kan få Bell til stort set hvad somhelst…

 

IMG_0343

 

Så her til aften står Kate og laver mad, Bell er LIDT generende, i rigtigt fedt humør men udenfor pædagoisk rækkevidde, og det ER trods alt varm mad Kate serverer, så jeg vender mig om, kigger på Bell og siger – hvaaaa er du HELT umulig ? Du skal høre efter hvad mor siger… Bell suser hen til Furby og griber godt fat i hans ører, men skæver ned for der står sorte…

Far, siger hun så – hør efter… Og så synger hun : Hvis mor kunne ้høre mig, hvor mor end er, hvem mor end er, så hjælp mig med min kærlighed… Hvis mor kunne høre mig, ville hun savne mig bare lidt, så lover jeg at jeg vil være et godt barn…

 

IMG_0345

 

Det er en sang jeg selv lærte mens Kate kæmpede mest med sit savn efter hendes mor, som svigtede hende totalt da hun blev født, dukkede op igen da hun var 21 – kun for at forsvinde igen da det gik op for hende at der ikke var penge at hente… I den periode sang Kate ofte den sang… En sang der altså handler om et barn i skolen der får til opgave at fortælle om sin mor, men i det her tilfælde har barnet altså ikke noget at fortælle for mor har forladt ham, og han ved ikke hvor hun er… Men hvis bare han kan få et kram, noget kærlighed, så lover han at være et sødt barn…

Sangen findes her – den har en melodi der sætter sig fast… Og teksten er ren Peter Belli lastvogn…