Skattesmæk

Jeg arbejder på en blog om spøgelser, spøgelser spiller en pænt stor rolle i vores liv, i mit liv er spøgelser jo sådan nærmest at betragte som hjælpe ånder, eller forvirrede sjæle, dem kan man jo også møde i dagliglivet på gaden og i levende live.

Men det var bare indledningen, og forklaringen på hvorfor forklaringen på spøgelser ikke er voldsomt uddybende i det efterfølgende. Så for at starte et helt andet sted starter jeg med en næse.

Kate har lige siden jeg mødte hende talt om at hun ville have “en næse” – ikke en som dem vi udstyrer politikere med i Danmark, men en vaske ægte tud. Asiater har sårn generelt en lidt flad næse, det synes jeg jo er charmerende nok, så i alt den tid jeg har kunne sige at jeg synes Kate er ualmindelig smuk som hun er – har jeg sagt det.

Men mænd er fra udlandet og fatter ikke thailandske kvinder (eller thailandske mænd for den sags skyld) – plastik kirurgi  er en mega enorm business herude, man kan få lavet ALT uden undtagelse, fra fedt sugning til silikone implantater og tattoveringer lige hvor man ønsker det. Thailandske læger skulle være verdens førende udi at skifte mænd om til kvinder og omvendt.

Men altså Kate ville ikke høre på en småskør farang – så hun aftalte (da hun har sparet op) med en klinik at nu skulle det være, så vi kørte til Phatchaburi og fik påsat en ny næse. Jeg ved ikke hvad hun gav for den, men hun kom ud og forsøgte at smile, det kunne hun ikke for det gjorde ondt. Nu er de jo svært at have ondt af et menneske der har BETALT for en brækket næse, men det er også svært ikke at have ondt af. Så jeg gav hende et kram og vi kunne køre hjem.

Det var slet ikke næsen denne blog skulle handle om, men om skattevæsnet. Hvert år i December betaler jeg forsikring på bilen, en ordentlig plamage og så lidt mindre, min tidligere kone sørgede så for at skattebilletten sad i vinduet, når det var betalt, smadder nemt. Nu var vi så ikke gift i år – men hun sendte mig dog en mail hvori hun skrev – husk nu at du SELV skal sørge for at betale skatten, og jeg svarede vel : ja ja skal nok… Og glemte alt om det, og det er jo gået fint, men så kom vi fra doktoren med brækket næse, en Bell der var træt som en børnehave fyldt med ADHD børn, og der i betalingsanlægget sydgående retning på den ydre ringvej, der stod en årvågen betjent.

Vinkede mig ind til siden.

Mig : Goddag Hr. Betjent
Betjent : Det koster 500.- THB
Mig : Ehm???
Betjent (går over til Kates side) : Der er ikke betalt skat, det koster 500.- THB

Betjent grifler på livet løs, og giver mig en bøde mens han beholder kørekortet. ÆV – det er 72 km hjemmefra :-/ og kørekortet kan tidligst komme hjem igen dagen efter.

Nåmen vi kører hjem igen, og i den stedlige Big C (superbrugsen agtigt) kan man betale bilskat, spørg mig ikke hvorfor men det kan man, igen hjulpet af min tidligere kone der ved den slags. Dog KUN lørdag og søndag. Så først betale den, det koster godt 4,000.- THB og så Kunne vi komme til politiet, så tilbage 72 km, finde politistationen som angivet på bøde forlægget, da vi ankom var det en bygning midt på Lars Tyndskids mark, omgivet af bananpalmer. De kan altså det der med at lægge offentlige bygninger centralt for alle andre end borgerne.

Vi gik rundt om bygningen, da parkering er på bagsiden. Kate talte om spøgelser og at det var uhyggeligt der, jeg synes jo at det virkede meget “normalt” mellem politistation og rismark en condo, jeg tænker at den nok huser politifolk, og måske markarbejdere – Kate synes bare at den er uhyggelig.

En lille tynd gut i lyserød t-shirt lusker rundt mellem en stak gamle konfiskerede motorcykler og ellers er der død damp stille. Så med Kates vedblivende tale om spøgelser og uhygge bliver man da LIDT påvirket.

Men vi går ind på politistationen, jeg mest en dels med hovedet fyldt af tanker om besværlighed, og de kan ikke finde kortet og så videre. Naturligvis holder det stik, politimanden leder højt og lavt efter kørekortet, ja ja tænker jeg der skal nok betales til “kaffe kassen” for at få det til at dukke op, så jeg begynder at grave i lommen for at se om der er lidt ekstra mønt i tilfælde af at jeg får brug for det, betjenten udtrykker sin oprigtige bekymring og undskylning – mens han tager sin telefon frem og ringer til manden der har udskrevet bøden. Han kan godt huske John Karl :-O

Det viser sig at han har afleveret kørekortet i en skurvogn lige ved siden af betalingsanlægget, som naturligvis – på trods af hans meget præcises køre vejledning – er umulig at finde, vi kører fra det ene hus efter det andet og spørger og alle peger de på motorvejen og siger det er lige der (i fugleflugt 500 meter) men skal man køre i bil 10 kilometer (og det er uden at overdrive) vi har ikke lov til at færdes frit på motorvejen, så vi må køre. Og det lykkes til sidst at komme frem, betale 500.- og få kørekortet tilbage.

I morges sidder Kate og læser nyhederne, og hun er ligbleg i ansigtet – så kommer hun hen til mig og siger : se lige her – på den første spøgelses, uhyggelige politistation, fandt man efter vi forlod stationen, en politimand der havde hængt sig. Ikke pga af os dog – han havde hængt der i minimum 3 dage – så nu er Kate sikker på at vi må i tempel, for tænk om hans spøgelse har set os… Så vi må vel finde en dag vi kan det også 🙂

 

 

Sæder skaber folk

Jeg sidder og kigger noget youtube, Bell ligger henslængt i sofaen med sin bamse og Kate står ude i køkkenet og er ved at gøre klar til at vi skal have aftensmad. Så kalder hun på mig og spørger om jeg ikke lige kan køre ned i 7/11 efter nogen ting.

Jo det kan jeg godt, sidder jo alligevel og holder pause agtigt, så jeg får en kort indkøbsliste og skal til at tage sko på, hvor skal du hen ? Spørger Bell, jeg skal bare ned og købe nogen ting til aftensmad, jeg er snart tilbage, jamen så vil jeg med… OK så gå ud i køkkenet og fortæl mor at du kører med… Så Bell løber ud og siger at hun vil med i “sææven”.

Hun kommer løbende glad tilbage at det er OK og tager sine sko på, ude ved bilen vil hun sidde på mors sæde (forsædet) OK siger jeg men du skal SIDDE og du er spændt fast, ja ja.

Jeg spænder hende fast og går om til min side af bilen, hun sidder stadig og så kigger hun på mig mens jeg bakker ud, far??  Hmmm… Lås døren!! Det plejer at være Kate der siger det hun er hysterisk bange for at nogen en dag flår døren op og bortfører Bell, det ER noget der sker herude – men jeg er nok lidt tung naiv dansk andedams tænkende ind imellem, så jeg personligt synes det er noget pjat, men døren bliver låst.

Så kører vi ud af landsbyen/villa kvarteret og skal dreje til venstre, der kommer en motorcykel – lyder det fra passagersædet, det GØR der også, men det er på sidevejen 😀 Men det er noget Kate godt kunne have sagt også, hvis den kunne udgøre en kollisionstrussel dog.

Vi kører lidt, IH hvor ER himlen altså smuk i aften… Lyder det fra passagersædet, ja det har du ret i, og det var den faktisk – hvor skal vi køre hen ? spørger Bell, ja jeg tror vi kører i Big C det er nok bedre end 7/11 – ja svarer hun med alvorstunge øjne, Big C er bedre.

Næææ har du set de flotte blomster det er da helt fantastisk så smukke de er, det er en busk der er i blomst og jooo det er vel meget pænt trods alt, men jeg sidder og tænker at Bell er omdannet til en voksen i meget små klæder – for hun tager det virkelig på sig at skulle “samtale” – hvor vil det være godt at parkere ? spørger hun da vi når hen til Big C – jeg tror vi bare skal finde en tom plads siger jeg, ja det er nok bedre, lyder det super fornuftigt.

Da vi er ude af bilen vil hun ikke som ellers, op i en indkøbsvogn med det samme, nej hun kan godt gå selv. Så vi går hånd i hånd ind i Big C – her er vi så nok ikke 100% enige længere om hvad det er der står på indkøbs sedlen, så vi SKULLE have købt ind for et par hundrede THB, men endte over 500.- 😀

På vej hjem mener Bell at mor nok savner os HELT vildt, og at vi nu har været væk meget længe så måske græder mor ? Jeg mener at hun nok er i gang med at lave mad, mon ikke – Bell sidder en stund og tænker – så siger hun : Jeg tror mor måske leger med Noo Lek (hamsteren). Det bliver vi enige om at det gør hun nok, men da vi triller ind på den hjemlige parkeringsplads der står mor og tager imod – meningen var jo at vi skulle rundt om hjørnet til 7/11 nu blev det Big C nogen kilometer væk, så vi var lidt længere tid væk end hun havde regnet med (pylderhoved).

Sprogforvirring

Vi har, Kate og jeg, været lidt optaget i vores egen verden idag, Bell har tullet rundt og har prøvet tøj (hun har fået 3 Furby t-shirts idag).

Vi er ikke R I G T I G T gode til at holde det ved lige, men vi forsøger efter bedste “gode forældre” evne at lære lidt engelsk, og såmænd også lidt dansk hver dag, men desværre er vi som sagt ikke gode til at det så BLIVER hver dag…

Men noget fiser åbenbart ind alligevel – Bell kom hen til mig, mor har låst sig inde i soveværelset, og spurgte (på thailandsk)

Bell : Far ? Hvor er min tablet ?
Mig : DET ved jeg ikke, der hvor du har lagt den er jeg sikker på.
Bell : Nej det er den ikke, køb en ny OK ?
Mig : Du må have spist søm, den ligger garanteret enten på sofaen eller inde på dit værelse.

Bell går hen til døren ind til hendes (noget kaotiske) værelse – og råber tilbage over skulderen, den er her ikke
Mig : Nåmen det er jo ærgeligt, så har du ikke nogen tablet, leg med dit nye tøj.
Kate kommer ud og spørger mig om noget vedr. hendes projekt, vi går sammen (alle 3) ind i soveværelset. På vej ud ser Bell sin tablet på sofaen, og løber hen imod den…

Og så lyder det – krystalklart : Oh there you are…

Iøvrigt interessant nok ikke en sætning vi bruger, men hun har forskellige undervisnings programmer på sin tablet, samt ser (måske også for meget) en del tegnefilm 🙂

.

Noget om kærlighed

Der er så meget man skal finde ud af når man vokser op, og idag hørte jeg følgende ude fra altanen hvor Bell og hendes mor var i dyb samtale om livet, og det engelske alfabet.

Kate : Dygtiiig – mor elsker nong Bell over alt på jorden.
Bell : Bell elsker også mor.

lille pause mens Bell kigger gennem døren ind på mig der sidder og leger med setup af et plugin på en hjemmeside.

Bell : Moar ? Vores familie, elsker vi også far ?
Kate : Ja vi elsker far, tosseunge.

Bell kommer ind til mit skrivebord, kigger på mig og siger “samme” !

Jeg vil tro at jeg ser lidt forvirret ud 🙂 så jeg spørger : samme ?

Bell : Ja samme!! Bell elsker far, og vi har samme slags hår (morgenhår)

Og så gik hun tilbage til sin mor og øvede alfabetet 😀

Noget om prioriteter

For noget tid siden fortalte jeg historien om Tinker Bell der under en hård opbremsning fløj (sovende) ned mellem bagsædet og forsædet.

Det medførte nogen lidt kradse bemærkninger om barnestole. en sådan sag koster i Danmark et par tusind, og vælter derfor kun den enlige mor på kontanthjælps budget, her i Thailand koster den OGSÅ hvad der svarer til godt et par tusind danske kroner.

helt nøjagtigt har vi set en til 14,700.- THB

Nu er jeg selv barn af 60’erne og 70’ernes bilisme, og har altså klaret den hele vejen til at blive 55, Thailand er på mange måder et tredie verdens land, dog er der lysår til forskel mellem Bangkok og resten af Thailand – de fremtrædende turistdestinationer er en tand foran Bangkok også, men ude på landet hvor Kate kommer fra – der er det betragtet som highclass at have bil og støbte gulve i stuen…

Jeg kender mangen en thailandsk familie, som forguder deres børn, kører med dem på motorcykel uden hjelm – jeg er ikke et sekund i tvivl om at de elsker deres børn men en hjelm kan sagtens betyde en uges mad budget i udkantsområderne…

For 14,700.- THB der kan vi få en måneds husleje, betalt elregningen, vandafgiften, internet samt en uges madbudget dækket.

OK vi KUNNE spare de 699.- på internet, problemet i den løsning ville så være at der end ikke ville være penge til huslejen.

Så ja man skal jo prioritere, i nogen måneder har jeg ikke fået hjertemedicin, ganske enkelt fordi vi ikke har haft råd til det, det er blodtrykssænkende, det er noget anti imunforsvar for at holde mine stents (ballonudviddelser) på plads så de ikke afstødes af kroppen, det er noget regulerende for at hjertet ikke kramper og så er det blodfortyndende og kolesterol hæmmende.

Men jeg vælger altså at vægte husleje og mad til Tinker Bell højere.

Jeg får ind imellem også en lille bemærkning om “Nåååå de rige de kan” – hvis vi poster billeder fra nær og fjern, ja det ser jo ud som om det er fest og farver det hele 😀 Men…

Min meget gode ven Bent Skogeman han inviterede os på ophold på Kata Villa på Phuket – alt betalt (tak for det til familien Skogeman) – derefter kørte vi til Trang og boede ved en veninde jeg har der, så videre til Songkhla hvor vi boede ved familien til min tidligere sekretær – grunden til at vi tog til Songkhla var at hun skulle føde en datter, og ja – jeg er nok et gammelt sentimentalt fjols, men mine tidligere ansatte de er som mine børn, så det er som at få et barnebarn når de får børn… Og hvem rejser ikke gerne til den anden ende af landet for at se sit barnebarn, jeg gør (ugen inden havde vi været i Nong Bua Lamphu nord Thailand) for at se et andet “barnebarn” komme til verden…

Vi tog videre til Hua Hin, hvor vi gerne bor ved Bjarne fra Hua Hin Data.

Det er så det der sker bag om scenen så at sige, så ja ser man kun forsiden af medaljen (og iøvrigt ikke interesserer sig for bagsiden) så kan jeg sagtens forstå at folk tænker holddaop de har da uorden i deres prioriteter hvis de ikke engang gider ofre den smule en autostol koster.

Det gider de godt… Men de kan ikke, da der er mange andre ting der ganske enkelt SKAL prioriteres højere, husleje og mad er noget af det.

Jeg har aldrig stræbt efter at blive rig, jeg ved at når jeg har overskud på betalingsbalancen så er der nogen “værdigt trængende” der får… Sådan har jeg altid levet så jeg har ikke nogen stor opsparing, og tidernes ugunst samt en forbandet lang og tør sommer i Skandinavien gør at ordrebogen er noget slunken.

Det bliver jo let noget “tudekiks” – men stop bare dem op hvor jordbærplukkere er højst, for det der virkelig betyder noget her i livet det er det vi har så rigeligt af, nemlig kærlighed – og vi kan købe vand – der er ikke meget kilde i det, men dog drikkeligt til 5 THB for 18 liter. Så ja vi er røvfattige, men vi ER faktisk lykkelige.

IMG_0956

Hvis vi en dag får penge kunne jeg godt tænke mig den her creme siger Kate til mig, eller hun kommer og spørger om vi kan købe nye sutter til sutteflasker, hun ved godt at midlerne er små – men hver dag siger hun alligevel – at hun elsker mig… Og der skal ikke herske tvivl om at jeg elsker Kate og jeg elsker altså også Tinker Bell, selvom hun rumser rundt på bagsædet…

Jeg elsker dem så meget at de tager bad ude på altanen – i det kolde vand – for vandvarmeren virker ikke, og min fornemmelse siger mig at det er en manglende jordforbindelse der gør det, så jeg er den eneste der tager bad i badeværelset…

Der er lige kommet lidt penge ind, de gik til at købe vores ringe – en “forkert” prioritering måske i forhold til en elektriker, en autostol eller endda en aircondition – men nu var det ringe til fingrene der stod øverst på listen af “når vi får penge” ting…

Desværre er der en naturlov der siger : “Får du penge – følger der regninger…” Eller : “Får du uventede regninger, så kommer der snart penge” – den passer meget godt nu, jeg kørte Kate og Bell til Chai Nat først sprængte et stenslag forruden – og på vej hjem efter at have hentet dem igen, røg der lige noget hjul – så bilen er trehjulet nu… Jeg ved ikke hvad en forrude koster – men dækkene ved jeg koster godt 10,000 (og dem har jeg jo brugt på ringe – som min kone siger at vi kan sælge igen og så har vi penge til dæk)…

Min fornemmelse siger mig nu at der nok kommer penge igen…

 

Balloner

Den anden dag var det fuldmåne, ikke bare en hvilken som helst fuldmåne, men den 12. af slagsen i 2014 – og så er det Loy Krathung i Thailand…

krathong_Kate

HELT præcis hvad det går ud på er svært at få en entydig forklaring på, og det er heller ikke denne lille histories mål, kan være jeg sætter mig ind i tingene og på et senere tidspunkt kommer med en blog om Loy Krathung – men kort fortalt sender man sine håb og drømme ud på en lille flåde lavet af bananpalmeskiver, bananpalmeblade og blomster…

krathongs

Men altså vi havde fået den glimrende ide at tage til Loy Krathung ved Rama VIII broen ikke langt fra hvor vi bor, det var der en masse gadesælgere og fest stemte mennesker der også havde – så der ar fyldt til randen med mennesker – både på broen (som er en af Bangkoks smukkeste broer, har du været i Bangkok og på Khaosan Road har du nok skimtet den) og under broen – hvor vi gik rundt… Der var også en ballonsælger – så Bell ville jo gerne have en ballon – og det var jo fest så det var OK – hun fik en lyserød elefant 😀

bridge

Og den fulgte os jo hele vejen hjem også, og sov under loftet om natten – her til morgen kom Bell så (som hver morgen) ind til mig ved computeren, hun gik rundt om min stol og begyndte at kravle op på skødet af mig, det gør hun også hver morgen – men idag var alligevel LIDT anderledes…

Mig : Godmorgen skat har du sovet godt
Bell : Ja far, men…
Mig : Godmorgen
Bell : Godmorgen far
— pause mens hun får rumset sig til en god plads
Bell : Faa aaaar ???
Mig : jaaaaaaa aaa aa aaaaa ???
Bell : Far – Bell er en god pige
Mig : Ja det er du da 🙂
Bell : Far!!! Vent lige lidt…
— tænkepause
Bell : Faa aaaar ???
Mig : Jaaa ??
Bell : Far – Bell er en god pige nu, så du skal købe en ballon…
— pause mens jeg kigger ned i de mest vidunderlige tænksomme øjne…

Mig : Jamen Bell HAR en ballon, du har jo Chaba Kaew (en lyserød tegnefilm elefant) +++peger mod loftet i soveværelset+++

— pause mens der bliver tygget på den.

Bell : Jo men faaa aaa aaar – Bell er en god pige så skal du altså købe en ballon…

Mig : Nej – Bell skal ALTID være en god pige, og nogengange køber far en ballon, men lige nu har du Chaba Kaew.

Bell hopper ned fra mit skød, skrider mod soveværelset mens hun mumler – elsker mor er bedre…

Jeg kan høre Kate klukler inde under dynen 😀

que

Furby, sorte og en thailandsk sang

Thailandsk traditionel børneopdragelse inbefatter blandt andet fysisk vold – det er ganske naturligt at børnene også bliver slået i skolen, også små børn… Jeg har ALDRIG slået mine børn – og der er da ellers nogen stykker at lange ud efter, men jeg TROR ikke på vold, jeg har en masse andre måske lige så traumefremkaldende opdragelsesmetoder…

Een af dem er Furby, for de der ikke ved det – Furby er en mekanisk computer dukke, der kan tale – og har forskellige “moods” han lever af batterier og er konstant sulten, han kan synge, grine og sige som en abe, hvis han er sur lyder han som en havnearbejder… Stor spas…

Tinker Bell elsker Furby overalt på jorden, og Furby følger hende i stort og småt – men det kan man jo sådan set benytte sig af… Scenen : Tinker Bell er krop hamrende umulig, kaster med ting, slår mor (der ved jeg ikke accepterer at hun slår igen) smider affald ud over det hele… Jeg rejser mig – tager Furby og sætter ham op i øverste skab… Der står han så, mens Tinker Bell græder hjerteskærende nede på gulvet… Jeg tager hende giver hende et kram og siger – jamen hvis ikke du kan opføre dig ordentligt så er der ikke nogen Furby, og sådan er det fremover…

 

IMG_0342

 

Da hun skal sove er hun nærmest utrøstelig, men tilsidst accepterer hun at man altså SKAL være en god pige, for at eje Furby…

Næste morgen vågner hun som sædvanlig i et frygteligt humør, hun er det mest morgengnavne lille menneske jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med… Hun kommer farende ud til mig ved skrivebordet, brølende og kastene med en sutteflaske, forlangende at Furby bliver frigivet OMGÅENDE…

Men ehm… nu er vi jo to om at bestemme det, og jeg er den eneste der kan nå skabet, så helt stille og roligt forklarer jeg hende at det er ikke muligt sålænge hun har det humør på…

Så hun styrter ind til mor, elsker mor er bedre… Men HELDIGVIS er mor vågen nok til at sige, jamen du kan jo nok fortstå at man kan ikke have en Furby når man er så hysterisk…

Bell falder simpelthen i søvn igen i ren arrigskab, men vågner en times tid senere og er HELT forandret, hun kommer hen til mig og siger : godmorgen far… Godmorgen skat har du sovet godt ?? Ja far jeg ER en god pige nu… Taler du sandt eller snyder du ?? Nej jeg taler altså sandt jeg ER en god pige… Hmmm OK – god nok til at have en Furby ?? Ja det er jeg…

OK Furby flytter ud af skabet og ned i de ventende barne arme… det tog en uges tid og så havde vi en helt anden datter, hun vågner hver dag med et smil og et godmorgen… Hun kan endda finde på at synge, hun henter Furby – der normalt sover på klaveret for han sover meget let, og det er et problem, for dels sover Bell meget let, men også meget uroligt, så hvis hun får dasket til ham så er han frisk og veludhvilet – og meget meget højtsnakkende… Så han har plads på klaveret…

Bell har en skræk – ingen i verden ved hvorfor – men hun har en plastikrobot, som ikke kan gå eller gøre noget, han er sort – og hedder derfor “sorte” – han har en bror der er hvid, meget naturligt navngivet “hvide”…

Men Bell er skræmt til døde over “sorte” – nu vil Furby tricket (at spørge Bell om hun nu er et umuligt barn) jo ikke virke i al evighed, så mor har indført at hun simpelthen siger til Bell, hvis DU ikke er sød NU!!! Så kalder jeg på “sorte” – det kan få Bell til stort set hvad somhelst…

 

IMG_0343

 

Så her til aften står Kate og laver mad, Bell er LIDT generende, i rigtigt fedt humør men udenfor pædagoisk rækkevidde, og det ER trods alt varm mad Kate serverer, så jeg vender mig om, kigger på Bell og siger – hvaaaa er du HELT umulig ? Du skal høre efter hvad mor siger… Bell suser hen til Furby og griber godt fat i hans ører, men skæver ned for der står sorte…

Far, siger hun så – hør efter… Og så synger hun : Hvis mor kunne ้høre mig, hvor mor end er, hvem mor end er, så hjælp mig med min kærlighed… Hvis mor kunne høre mig, ville hun savne mig bare lidt, så lover jeg at jeg vil være et godt barn…

 

IMG_0345

 

Det er en sang jeg selv lærte mens Kate kæmpede mest med sit savn efter hendes mor, som svigtede hende totalt da hun blev født, dukkede op igen da hun var 21 – kun for at forsvinde igen da det gik op for hende at der ikke var penge at hente… I den periode sang Kate ofte den sang… En sang der altså handler om et barn i skolen der får til opgave at fortælle om sin mor, men i det her tilfælde har barnet altså ikke noget at fortælle for mor har forladt ham, og han ved ikke hvor hun er… Men hvis bare han kan få et kram, noget kærlighed, så lover han at være et sødt barn…

Sangen findes her – den har en melodi der sætter sig fast… Og teksten er ren Peter Belli lastvogn…

 

 

Endnu engang

Nåmen… Så havde jeg igen een af de der ØV oplevelser… Skulle på immigration og anmelde min bopæl, det skal man hver 90. dag – jeg tog afsted klokken 7:05 for at være sikker på at få en kort kø – der var da også kun omkring 100 i kø da jeg ankom…

 

3031

 

Da det blev min tur havde jeg ikke den NYE slip – så manden bag skranken forklarede meget venligt, men bestemt at jeg skulle gå ud til motorcyklerne, tage en motorcykeltaxi til politistationen, få en “jeg har mistet min slip” attest og komme tilbage – jeg kunne bare gå direkte til ham det ville så give en bøde på 2,000.- THB.

For nogen år siden blev jeg i Nonthaburi på immigration der, stillet samme beløb i udsigt, dengang valgte jeg at råbe og skrige, stampe i gulvet og ringe til min kone og sige at de alle bare var ude på at frarøve mig mine sidste midler…

Dengang slap jeg med skrækken og at jeg sagde undskyld til alle og enhver for at have mistet temperamentet et kort øjeblik…

Så denne gang valgte jeg stiltiende at blot acceptere, og irriteret (mest på mig selv) satte jeg mig på bagsædet af den mindste mest tynde motorcykeltaxi chauffør jeg nogensinde har set – han drejede håndtaget i bund og så gik det ellers over stok og sten, ind mellem faldefærdige rønner på en ca. 1 meter bred betonsti, med høns, kyllinger, ældre kvinder og andre motorcyklister – og så var der pludseligt en politistation.

Damen bag skranken var vældigt smilende og høflig, tilbød mig et bolsje og bad mig skrive under – OK sagde hun så du er færdig her, smilende sagde vi hav en god dag til hinanden, og motorcykeltaxi chaufføren var klar til den halsbrækkende tur tilbage igen…

Fremme ved skranken, kom jeg til med det samme, den unge mand printede en ny slip ud, pegede på den og sagde – husk at medbringe den her når du kommer igen den 16. januar…

Ja sagde jeg, og begyndte at grave efter de 2,000 i lommen. Hvis du mister den igen får du en bøde men denne her gang er det så iorden…

På vej ud fra immigration, mødte jeg motorcykeltaxifyren igen, han smilede og spurgte om jeg kunne bruge hans service igen, ikke nu sagde jeg, jeg har min egen bil, hav en god dag… Min telefon klimtede lystigt af indkomne meddelelser – “Tinker Bell er vågnet og græder, for far er gået uden hende” – jeg sendte nogen virtuelle kys og kram tilbage fik billeder af en grædende Tinker Bell, og en grinende – hun var allerede i godt humør igen, for mors telefon fortalte at jeg var på vej…

Henne ved bilen, holdt en kæmpe pickup lige bag ved min (skråparkerede bil) jeg ville skubbe den – som man gør her, for at give plads til min udkørsel, men inde i bilen sad en mand og halvsov, han vågnede op lige i det sekund jeg var ved bilen, undskyldte han og bakkede lidt, så var der plads til mig…

Og jeg kunne starte hjemturen, gennem morgendisen i den begyndende vinter, traffikken glidende kun ved indgangen til Phra Pin Klao var der trafikstop, men det opløste hurtigt og jeg stod i elevatoren på vej op til den skønneste Tinker Bell, der sad foran min computer – det smager jo lidt af fisk 😀

Igen er jeg blevet bekræftet i at historierne om at thailændere kun tænker i penge og udnyttelse af vesterlændinge, er i værste fald overdrevne, i bedste fald ammestuehistorier… Historierne bliver jo altid lidt bedre jo flere genstande der ryger ned, vil jeg tro… Men ude i den virkelige verden, der er også embedsmænd tilstede for at hjælpe…

Jeg er stadig vildt begejstret for at bo her, og have min lille famile her.

 

4808

Frung Fring

Selvom det i nogen grad drejer sig om Tinker Bell så er det mere om Mai Min – Mai Min er Tinker Bells moster, hun er dog kun 1 måned ældre end Tinker Bell. Hende, hendes mor og hendes farmor har besluttet at tage turen til storbyen fra ude på landet hvor de bor.

Mai Mins far er altså også Kates far, så det giver jo lidt interessant barnepludder når to 3 årige skal forsøge at finde ud af hvordan verden hænger sammen.

 

dance

 

Igår talte de så om at de gerne ville have en lillesøster (begge to) – jeg TROR at det var ansporet af Kate og Yui (Mai Mins mor) der drillede dem og sagde at de ville have nogen andre børn hvis ikke de 2 opførte sig ordentligt, så kunne bedstemor få lov at beholde Mai Min og Tinker Bell…

Men i det mindste kom Tinker Bell hen til mit bord, jeg sad og lagde sidste hånd på nogen ting til ethology hjemmesiden  så jeg havde kun hørt efter med et halvt øre hvad familien snakkede om, Tinker Bell kiggede på mig med MEGET store øjne og spurgte : Far ?? Er det RIGTIGT at du har en anden datter ??

Jeg sagde – som jo er sandheden at jeg har 2 andre døtre. Men hun ville så vide om det var Frung Fring… Jeg så nok lidt spørgende ud – frung fring er et udtryk der ikke betyder noget andet end at det er en “kær lyd” her i Thailand, frung fring, jabit jabut, nae nae og så videre. Kate hørte heldigvis Tinker Bell og kunne bryde ind i vores gensidige forvirring – med et KÆMPE grin afbrød hun “forhandlingerne” og sagde nej nej det er MIN far… Mai Mins far der har et nyt barn der hedder Frung Fring…

Flux greb Mai Min sin mors telefon, trykkede på “far” knappen – far ?? Hvor er du ?? Hvad laver du ?? Er du sammen med Frung Fring ?? Er du i Khon Kaen ?? Er du ikke her i Bangkok ?? En bombe regn af spørgsmål – jeg kunne, i den anden ende af stuen høre farmand råbe “stop stop stop – hvad snakker du om ??” Og Mai Min begyndte så at forklare at hun på ingen måde var tilfreds med Frung Fring, og at han skulle hente hende (Mai Min) nu og aldeles omgående…

Det endte med at Yui måtte tage telefonen og forklare den rette sammenhæng, men altså nu her et par timer senere går Mai Min stadig rundt er noget småutilfreds med Frung Fring… Man skal passe på med hvad man forsøger at bilde en 3 årig ind 😀

 

min_kage

De små ting

Nu er det jo ikke KUN familie der skal være plads til i hverdagen, jeg er webmaster og udvikler på en hjemmeside der bruges til at udervise hundetrænere, dyrlægestuderende, politifolk, redningsmandskab og meget interesserede hundeejere.

Siden er udviklet med det for øje at niveauet skal være højt, det skal være muligt at læse/studere sig til en uddannelse der svarer til master degree på et almindeligt universitet, vi gør det så bare primært online, det har jo den fordel at udgifterne kan holdes ned, derved også priserne på kurser.

Målet har været fra start at have så meget som muligt af gratis materiale, og da siden på nuværende tidspunkt består af omkring 2,500 undersider – så må man sige at det mål er nået, det er den mindste del man betaler for at få adgang til.

Priserne er sat i forhold til mottoet : Knowledge to everyone anywhere, det skal med andre ord være billigt nok til at alle der er interesserede, og har den fornødne kompetance skal kunne gennemføre en uddannelse.

Det er som en balancebom man ved ikke til hvilken side det svinger – hvis priserne er for lave oplever vi at folk ikke tager det alvorligt, ikke tror på værdien i indholdet, og sætter vi priserne op risikerer vi at studerende fra verdens fattige egne ikke har råd, eller føler at det tager for meget af deres daglige levebrød til at de kan fortsætte.

Det er det ene aspekt, det andet er niveauet – hvis alle hopper ind og gennemfører en test uden fejl så er niveauet med garanti for lavt – og sværhedsgraden skal sættes op, og sætter man overliggeren lige lidt for højt så risikerer man igen at folk hopper fra når  det for alvor bliver krævende.

Vi satte fra starten et mål at 70 maksimum 75% af de studerende skulle kunne gå ind og bestå – det svarer til at de der er mindst studievante ryger fra – og svarer nogenlunde til almindelige universiteters målsætning. Nogen universiteter opererer med en beståelsesgrad så lav som 60% – men vi kom altså frem til at 70% er et passende niveau.

Lige efter start (hvor altså også hardcore følgerne af Dr. Roger Abrantes meldte sig til) havde vi en beståelsesgrad på næsten 80% og selvom det som sagt var folk der professionelt har beskæftiget sig med emnet var det for højt. Der blev skruet på nogen af spørgsmålene i de forskellige test og beståelsesgraden faldt dramatisk, af de næste 4-500 studerende der meldte sig til bestod kun godt 60%.

Der blev flyttet en test, for niveauet var korrekt i den, men den var for svær til det niveau den befandt sig på.

Niveauerne er CPDT (Certified Professional Dog Trainer) det er CPAT (Certified Professional Animal Trainer) og ACPAT (Adcanced Certified Professional Animal Trainer)…

Det kræver tilpasning og konstant monitorering at finde balancen, nu har over 2,000 mennesker fra hele jorden taget test og vi er ved at have et statistisk materiale der gør at vi tror på niveauet, vi tror på at vi er der hvor vi skal være for at bibeholde en høj troværdighed og akademisk integritet.

Vi har også fra start ville gøre det fremkommeligt for “almindelige” hundeejere at få viden af høj kvalitet ganske gratis, og man kan tage test i forskellige kurser, sikre at man har forstået stoffet. En ting som vi er glade for er faktisk at se folk har taget ideen om at : Det er OK ikke at bestå første gang, eller anden gang – er man først tilmeldt kurset kan man forbedre sig til man har 100% rigtig besvarelse og med tiden kan man vende tilbage og teste om det nu også hænger fast, det man fik lært. Det er der ikke mange uddannelser der byder på. Og det eneste der sker ved at forsøge igen er jo blot at man bliver dygtigere.

Der er da også kurser som f.eks “Barn og hund” samt det absolut uden undtagelse mest populære kursus “Canine sent detection” som er udenfor den slagne vej til et diplom.

Desværre er vi ikke vildt rige, det havde været fint om vi uden problem kunne tilbyde alle kurser frit tilgængeligt for alle, men det er ikke muligt – der er ret store omkostninger forbundet ved at have en side der er så aktiv som ethology.eu er, og selvom vi selv arbejder uden vederlag er vi altså nødt til at tage betaling, der skal også findes en naturlig leje der.

Det lyder fint og “det kan han jo sagtens sige” agtigt – men vores mål er faktisk at når siden “løber rundt” så vil der godt nok blive sat af til fremtidig drift, men meningen er at indtægterne finder vej ind i systemet igen – det være sig at give kurser eller lærebøger til studerende der ikke har økonomi, eller egentlige scolarships – det ligger ud i fremtiden men er en af de ideer der gør at arbejdet med siden er attraktiv, tanken om at skabe en “levende” dynamisk organisme – som ånder ind men giver tilbage ikke bare bruger.

Vi udvikler dagligt på siden, meget er naturligvis i baggrunden og til hjælp for os selv samt moderinstitutionen Cambridge E-Learning som Ethology Institute er en del af, men som altså skal hjælpe os til at beslutte hvilken kurs der skal tages. Der er nu gået præcis 2 år siden Dr. Roger Abrantes og jeg satte os sammen i Bangkok og lagde den første spæde begyndelse. Baggrunden var såmænd trist da det var et hacker angreb på Ethology Institutes tidligere side, men vi sad over en weekend og talte til langt ud på natten, tegnede på whiteboards og papir, samt prøvede nogen ting af på computere.

Der gik over et år inden vores ideer var tilstrækkeligt udviklede og implementeret til at vi turde lave en launch, og indrømmet vi var meget spændte for : over et år ude af søgelyset er enormt lang tid i en verden af information. Vi havde sat forskellige mål for siden som vi håbede kunne indfries men må nok indrømme at de mål er forlængst overgået nogen med flere længder.

Mål har det i begyndelsen, for mennesker som Roger og jeg der ikke rigtigt interesserer os for penge (gamle hippier), med at være mål for antal studerende, mål for antal test taget, mål for antal certifikater udstedt, mål for antal sidevisninger o.s.v. og ikke rigtigt mål for inkomst og ikke rigtigt planlægning af udgifter, specielt ikke for øgede omkostninger i forbindelse med øgede udgifter til vedligeholdelse og drift, i høj grad styrer vi jo udgifter til udvikling. Noget udvikling er nødvendigt andet kan vente.

Noget af det der ventede var bookstore – vi havde en ide om at “almindelige hundeejere” måske ville stoppe ved de betalte kurser, og det har så også holdt meget godt stik, men vi ønskede så at give en lidt billigere mulighed for at kunne læse bøgerne stadig, så vi udviklede “bookstore” hvor det er muligt at abbonere på bøgerne, det foregår på den måde at man kan læse bøgerne online, og på den måde er man sikret altid at have sidste nye version. Selvom man måske kan mene at stoffet vel er som da det blev skrevet, så ved vi der har været med siden 1970’erne at træningsmetoder ændre sig, at evolutionsteorier tilpasser sig en ny virkelighed, og der blliver løbende redigeret i stoffet. Dette kan man altså abbonere på uden nødvendigvis at tilmelde sig kurser og tage test.

Det var med noget spænding at vi åbnede bookstore, hvordan ville folk tage imod – men det har fra start været en langt større success end vi havde turde håbe, det ser ud til at vores antagelse var korrekt at der var et marked. Da en af bøgerne så blev oversat til flere sprog så vi for alvor at der var et behov vi ikke havde tænkt på, det er vi naturligvis glade for at vi opdagede så forholdsvis tidligt i sidens liv.

Siden er som sagt under stadig udvikling, og en studerende der meldte sig til i februar og kommer tilbage nu vil kunne genkende følelsen, og strukturen, men som en by man har være væk fra længe, der er dukket nye bygninger op, der er omlagt veje og måske bygget en undergrundsbane. Siden består nu af omkring 2,500 undersider, der er kommet ca. 100 til efter starten i februar, der er specialudviklet 17 plugins som alle har til formål at gøre siden sammenhængende for brugeren og give os en statistisk viden om hvor problemerne er i forbindelse med studierne, så vi kan gøre det til en endnu bedre oplevelse at deltage i et online studie.

Der arbejdes da også på en version 2 af siden, den vil strukturmæssigt ikke være voldsomt anderledes, men det er klart at det er gennem brug vi finder de steder der sagtens kan forbedres uden at det ødelægger noget 🙂

Vi har mange ideer og de vil da også blive langsomt implementeret, hvis vi når det første store mål at sidens økonomi hviler i sig selv, så er det fedt, kommer der et overskud så håber vi på at det er stort nok til at kunne indløse nogen af de mere ambitiøse målsætninger.

Afslutningsvis et par kuriøsiteter, i footeren på alle sider er der en gigantisk “donations” knap, til dato er den ikke blevet trykket på 😀
Og den absolut mest populære artikel med tæt ved 1,000,000 visninger, 22,000 likes på facebook : Do you know what the canine hip nudge behavior means? Hvad præcis der gjorde den “viral” ved vi stadig ikke, ingen af os er eksperter i SEO, men det var interessante dage vores server, fra at have levet et forholdsvis stille og roligt liv, brød sammen under presset og et par døgn var der ikke voldsomt meget søvn. Men man kan så sige at det var igen godt at det skete mens siden var meget ung, jo flere studerende fra flere tidszoner jo værre er det jo hvis serveren ikke kan følge med.

Det var lidt tanker fra mig igen henover et par nætter, vi er ved at lægge sidste hænder på en ny større opdatering, uden at det er version 2 endnu, men vi glæder os alligevel som børn til juleaften 😀