Skattesmæk

Monday, May 25th, 2015

Jeg arbejder på en blog om spøgelser, spøgelser spiller en pænt stor rolle i vores liv, i mit liv er spøgelser jo sådan nærmest at betragte som hjælpe ånder, eller forvirrede sjæle, dem kan man jo også møde i dagliglivet på gaden og i levende live.

Men det var bare indledningen, og forklaringen på hvorfor forklaringen på spøgelser ikke er voldsomt uddybende i det efterfølgende. Så for at starte et helt andet sted starter jeg med en næse.

Kate har lige siden jeg mødte hende talt om at hun ville have “en næse” – ikke en som dem vi udstyrer politikere med i Danmark, men en vaske ægte tud. Asiater har sårn generelt en lidt flad næse, det synes jeg jo er charmerende nok, så i alt den tid jeg har kunne sige at jeg synes Kate er ualmindelig smuk som hun er – har jeg sagt det.

Men mænd er fra udlandet og fatter ikke thailandske kvinder (eller thailandske mænd for den sags skyld) – plastik kirurgi  er en mega enorm business herude, man kan få lavet ALT uden undtagelse, fra fedt sugning til silikone implantater og tattoveringer lige hvor man ønsker det. Thailandske læger skulle være verdens førende udi at skifte mænd om til kvinder og omvendt.

Men altså Kate ville ikke høre på en småskør farang – så hun aftalte (da hun har sparet op) med en klinik at nu skulle det være, så vi kørte til Phatchaburi og fik påsat en ny næse. Jeg ved ikke hvad hun gav for den, men hun kom ud og forsøgte at smile, det kunne hun ikke for det gjorde ondt. Nu er de jo svært at have ondt af et menneske der har BETALT for en brækket næse, men det er også svært ikke at have ondt af. Så jeg gav hende et kram og vi kunne køre hjem.

Det var slet ikke næsen denne blog skulle handle om, men om skattevæsnet. Hvert år i December betaler jeg forsikring på bilen, en ordentlig plamage og så lidt mindre, min tidligere kone sørgede så for at skattebilletten sad i vinduet, når det var betalt, smadder nemt. Nu var vi så ikke gift i år – men hun sendte mig dog en mail hvori hun skrev – husk nu at du SELV skal sørge for at betale skatten, og jeg svarede vel : ja ja skal nok… Og glemte alt om det, og det er jo gået fint, men så kom vi fra doktoren med brækket næse, en Bell der var træt som en børnehave fyldt med ADHD børn, og der i betalingsanlægget sydgående retning på den ydre ringvej, der stod en årvågen betjent.

Vinkede mig ind til siden.

Mig : Goddag Hr. Betjent
Betjent : Det koster 500.- THB
Mig : Ehm???
Betjent (går over til Kates side) : Der er ikke betalt skat, det koster 500.- THB

Betjent grifler på livet løs, og giver mig en bøde mens han beholder kørekortet. ÆV – det er 72 km hjemmefra :-/ og kørekortet kan tidligst komme hjem igen dagen efter.

Nåmen vi kører hjem igen, og i den stedlige Big C (superbrugsen agtigt) kan man betale bilskat, spørg mig ikke hvorfor men det kan man, igen hjulpet af min tidligere kone der ved den slags. Dog KUN lørdag og søndag. Så først betale den, det koster godt 4,000.- THB og så Kunne vi komme til politiet, så tilbage 72 km, finde politistationen som angivet på bøde forlægget, da vi ankom var det en bygning midt på Lars Tyndskids mark, omgivet af bananpalmer. De kan altså det der med at lægge offentlige bygninger centralt for alle andre end borgerne.

Vi gik rundt om bygningen, da parkering er på bagsiden. Kate talte om spøgelser og at det var uhyggeligt der, jeg synes jo at det virkede meget “normalt” mellem politistation og rismark en condo, jeg tænker at den nok huser politifolk, og måske markarbejdere – Kate synes bare at den er uhyggelig.

En lille tynd gut i lyserød t-shirt lusker rundt mellem en stak gamle konfiskerede motorcykler og ellers er der død damp stille. Så med Kates vedblivende tale om spøgelser og uhygge bliver man da LIDT påvirket.

Men vi går ind på politistationen, jeg mest en dels med hovedet fyldt af tanker om besværlighed, og de kan ikke finde kortet og så videre. Naturligvis holder det stik, politimanden leder højt og lavt efter kørekortet, ja ja tænker jeg der skal nok betales til “kaffe kassen” for at få det til at dukke op, så jeg begynder at grave i lommen for at se om der er lidt ekstra mønt i tilfælde af at jeg får brug for det, betjenten udtrykker sin oprigtige bekymring og undskylning – mens han tager sin telefon frem og ringer til manden der har udskrevet bøden. Han kan godt huske John Karl :-O

Det viser sig at han har afleveret kørekortet i en skurvogn lige ved siden af betalingsanlægget, som naturligvis – på trods af hans meget præcises køre vejledning – er umulig at finde, vi kører fra det ene hus efter det andet og spørger og alle peger de på motorvejen og siger det er lige der (i fugleflugt 500 meter) men skal man køre i bil 10 kilometer (og det er uden at overdrive) vi har ikke lov til at færdes frit på motorvejen, så vi må køre. Og det lykkes til sidst at komme frem, betale 500.- og få kørekortet tilbage.

I morges sidder Kate og læser nyhederne, og hun er ligbleg i ansigtet – så kommer hun hen til mig og siger : se lige her – på den første spøgelses, uhyggelige politistation, fandt man efter vi forlod stationen, en politimand der havde hængt sig. Ikke pga af os dog – han havde hængt der i minimum 3 dage – så nu er Kate sikker på at vi må i tempel, for tænk om hans spøgelse har set os… Så vi må vel finde en dag vi kan det også 🙂

 

 


Tags : Bangkok | Bell | Hverdagen | Kate | politi | Skat |