Noget om drager

Thursday, April 23rd, 2015

For mange år siden i eftersommeren mødte jeg dragen, jeg deltog i en masse debatter på et datingsite og fik nogen (få) følgere, der synes godt om den måde jeg skrev på – ikke nødvendigvis indholdet.

Dragen (eller solodragen som hun kaldte sig dengang) var een af disse, hun kommenterede ikke voldsomt meget, men gennem private beskeder fandt vi ud af at vi så meget ens på mangt og meget her i livet.

Hun boede i Randers jeg i København, så selvom vi endte med at flirte kraftigt var selve tanken om langdistance kærlighed nok lidt mere end hvad jeg kunne acceptere. Dette talte vi om og enedes om at forblive i venskabelig kontakt.

Og sådan blev det, jeg startede denne blog og har skrevet lidt om mit liv her – og dragen fulgte med, og traditionen tro fortsatte hun vores samtale om mine indlæg i private beskeder, nu blot på facebook. Altid kunne man regne med uforbeholden støtte fra dragen. Og hun skrev at hun elskede mine små fortællinger om Tinker Bells liv og færden, det satte naturligvis en ny gnist til at skrive mere.

Omvendt fortalte hun mig om sit liv og sit engagement i “missing peoples Denmark”, noget hun var meget optaget af, og min fornemmelse er at hun var noget af en slider også, uden at dette dog kom fra hende selv. For dragen var ved Gud noget af det mest ydmyge og uselviske, så det var mellem mellemrummene mellem linierne at jeg læste lige det.

Vi talte omkring nytår om at hun igen ville tage blogging op og spurgte om det var noget jeg kunne hjælpe hende med, og det har jeg jo da nogen forudsætninger for at kunne så det blev vi enige om, når der var lidt mere råderum i vores begges liv.

Det skulle så aldrig blive, for en dag i februar følte dragen sig dårlig og ringede efter hjælp, jeg har fået at vide at hjælpen kom, men ikke kom ind af hendes dør, for det er ulovligt, så hjælpen ventede på hjælp fra hvem der nu kan hjælpe i den situaton af politi, låsesmed, vicevært o.a.

Der lå dragen hjælpeløst døende, og hun drog videre et par dage senere, i en alder af blot 47 år. Til det sidste hjalp hun andre mennesker videre.

Da hun ærligt talt har været en af de der har holdt mig til ilden mht min blog – så er det altså årsagen til at der er blevet lidt længere imellem ordene fra min side. Ikke at der ikke var noget at skrive om, Belle bliver ældre og sjovere, mere selvbevidst og har jo nu et fantastisk ordforråd og bruger det flittigt – også de ord vi bestemt mener at VI ikke har lært hende.

Men denne blog er til mindet om en helt speciel kvinde, som jeg kendte som solodragen – og som altid i mit minde vil få mig til at tænke på Puff the magic dragon og landet Honah Lee, dragen har trukket sig tilbage i sin store hule. Æret være hendes minde.


Tags : død | drager | Hverdagen | Kærlighed | liv |