Endnu engang

Wednesday, October 15th, 2014

Nåmen… Så havde jeg igen een af de der ØV oplevelser… Skulle på immigration og anmelde min bopæl, det skal man hver 90. dag – jeg tog afsted klokken 7:05 for at være sikker på at få en kort kø – der var da også kun omkring 100 i kø da jeg ankom…

 

3031

 

Da det blev min tur havde jeg ikke den NYE slip – så manden bag skranken forklarede meget venligt, men bestemt at jeg skulle gå ud til motorcyklerne, tage en motorcykeltaxi til politistationen, få en “jeg har mistet min slip” attest og komme tilbage – jeg kunne bare gå direkte til ham det ville så give en bøde på 2,000.- THB.

For nogen år siden blev jeg i Nonthaburi på immigration der, stillet samme beløb i udsigt, dengang valgte jeg at råbe og skrige, stampe i gulvet og ringe til min kone og sige at de alle bare var ude på at frarøve mig mine sidste midler…

Dengang slap jeg med skrækken og at jeg sagde undskyld til alle og enhver for at have mistet temperamentet et kort øjeblik…

Så denne gang valgte jeg stiltiende at blot acceptere, og irriteret (mest på mig selv) satte jeg mig på bagsædet af den mindste mest tynde motorcykeltaxi chauffør jeg nogensinde har set – han drejede håndtaget i bund og så gik det ellers over stok og sten, ind mellem faldefærdige rønner på en ca. 1 meter bred betonsti, med høns, kyllinger, ældre kvinder og andre motorcyklister – og så var der pludseligt en politistation.

Damen bag skranken var vældigt smilende og høflig, tilbød mig et bolsje og bad mig skrive under – OK sagde hun så du er færdig her, smilende sagde vi hav en god dag til hinanden, og motorcykeltaxi chaufføren var klar til den halsbrækkende tur tilbage igen…

Fremme ved skranken, kom jeg til med det samme, den unge mand printede en ny slip ud, pegede på den og sagde – husk at medbringe den her når du kommer igen den 16. januar…

Ja sagde jeg, og begyndte at grave efter de 2,000 i lommen. Hvis du mister den igen får du en bøde men denne her gang er det så iorden…

På vej ud fra immigration, mødte jeg motorcykeltaxifyren igen, han smilede og spurgte om jeg kunne bruge hans service igen, ikke nu sagde jeg, jeg har min egen bil, hav en god dag… Min telefon klimtede lystigt af indkomne meddelelser – “Tinker Bell er vågnet og græder, for far er gået uden hende” – jeg sendte nogen virtuelle kys og kram tilbage fik billeder af en grædende Tinker Bell, og en grinende – hun var allerede i godt humør igen, for mors telefon fortalte at jeg var på vej…

Henne ved bilen, holdt en kæmpe pickup lige bag ved min (skråparkerede bil) jeg ville skubbe den – som man gør her, for at give plads til min udkørsel, men inde i bilen sad en mand og halvsov, han vågnede op lige i det sekund jeg var ved bilen, undskyldte han og bakkede lidt, så var der plads til mig…

Og jeg kunne starte hjemturen, gennem morgendisen i den begyndende vinter, traffikken glidende kun ved indgangen til Phra Pin Klao var der trafikstop, men det opløste hurtigt og jeg stod i elevatoren på vej op til den skønneste Tinker Bell, der sad foran min computer – det smager jo lidt af fisk 😀

Igen er jeg blevet bekræftet i at historierne om at thailændere kun tænker i penge og udnyttelse af vesterlændinge, er i værste fald overdrevne, i bedste fald ammestuehistorier… Historierne bliver jo altid lidt bedre jo flere genstande der ryger ned, vil jeg tro… Men ude i den virkelige verden, der er også embedsmænd tilstede for at hjælpe…

Jeg er stadig vildt begejstret for at bo her, og have min lille famile her.

 

4808


Tags : 90 dages notifikation | Bangkok | immigration | Kate | Kærlighed | Thailand | Tinker Bell |