Den døde poet.

Monday, October 21st, 2013

Han har altid været der, uden at jeg nogensinde har reflekteret over det, hele mit bevidste liv har han været der, på den ene eller anden måde, nærværende og aldrig fysisk til stede.

Engang i oktober 1968 valgte poeten, forfatteren og sangeren Eik Skaløe at forlade livet, drage videre ad veje asfalteret med rågummisåler. Jeg husker svagt Itzi Bitzi fra radioen, om det har været på bagsædet af folkevognen “Knas” eller om det var hjemme. Men den har rørt noget ved mit indre, og det noget har så fulgt mig på min egen, til tider hvileløse, vandring gennem livet.

 

 

Itzi Bitzi tag med mig til Nepal, det flyvende tæppe går klokken otte, Bob Dylan har ringet og sagt vi kan nå det, og billederne fyldte mit sind, jeg er fløjet bort til øen som vi to så og jeg tager mine violette snabeltyrkersko på.

Jeg måtte eje et par violette snabeltyrkersko, jeg har haft snabelsko, de var ikke købt i Tyrkiet (jeg har aldrig været i Tyrkiet) men i Tunesien, så de var autentiske nok.

8 sange der ændrede verden. Min verden i det mindste, det tog mange år inden jeg fandt min egen kopi af “Hip” som den første og eneste LP hed, Eik Skaløe sang på, men jeg husker stadig da jeg stod med den mellem hænderne i GUF butikken på Nørrebro.

Jeg boede selv på ydre Nørrebro og turen hjem var lang, inden jeg kunne lade diamanten hvile på yderste rille, sætte mig på sengen i den lille nørrebrolejlighed, lukke øjnene og skråle : Og jeg elsker dig langt højere end du aner.

Lissom liljer der vugger til ro på en mark, vil jeg plukkes af vinden der bor i din park. Få ord der sætter dybe spor, spor der trænger helt derind hvor grænsen mellem fornuft og fantasi viskes bort som ord skrevet i sandet på en varm indisk strand.

Kan et barn fornemme en vibration, af “de varme lande” ? Jeg har altid vidst at jeg var både et politisk, og religiøst menneske, dybt forankret i naturvidenskaben. Dette kan virke som et paradoks og var det også da jeg lærte om Gud. Det er paradoksalt at tænke på “Big Bang” og Gud skabte alt på 6 dage, uanset hvor mange timer hver dag så måtte have. Så jeg vidste at Gud kunne det ikke være, der kaldte på mig.

Jeg boede i den lille lejlighed på Nørrebro, men flyttede efterfølgende op i en lidt større på 4. sal, her havde jeg en kæreste, senere hustru, og hun var venner med en spræl spillevende pige der hed Anne Mette, Anne Mette med det ufatteligt smukke smil og de drømmende øjne. Hun delte min begejstring for Eik Skaløe og ved et tilfælde kendte hun også Stig Møller.

Så vi tog ud og besøgte Stig Møller. Som nok distancerede sig lidt (det var trods alt i slutningen af 1970’erne) til Steppeulvene, han var videre på sin egen måde. Men det var alligevel spændende og interessant at høre hans historier, og synge med på “Sikken dejlig dag det er idag”.

Jeg fandt mit sted i buddhismen uden at ane hvorfor, Stig Møller hjalp med i processen, mens sange fra barndommens halvdunkle skygger, og Eik Skaløes hypnotiske stemme betød mere for underbevidstheden end egoet, men sivede langsomt til overfladen og fandt også et bevidst plan at udvikle sig på.

Hvordan udvikler man børn, til at opfatte vibrationer i et univers der ikke er, måske aldrig var da det er som en drøm af glemte minder langt ude finder man betydningen af ord som : København ligner alle andre byer, hvor tiden er inde og ingen forstår det.

En død poet der ser gennem tiden, for det hele bevægede sig mod mindre demokrati, mindre frihed, mindre nærdemokrati, flere overgreb. En udvikling der har fortsat ufortrødent og uformindsket til idag også.

Byggelegepladsen blev rømmet, det samme gjorde vi der kom forbi. Endnu et kapitel var forbi. Nye var under opsejling på Rutanas grund, den tidligere brødfabrik med det firkantede tårn, slog man midlertidig lejr, men forandringens vinde sejrede og Rutana måtte vige, Allotria bygningen med spillested blev revet ned, efter en fantastisk flugt under vejen. Historien gentog sig mange år senere i ungdomshuset.

Tiden var inde, København ligner andre byer, konform og strømlinet og selv døede poeter kan ikke få miljøet gravet frem og bygget op i de nye firkantede betonkasserner man stillede op til at dække over sårene.

Min bevidsthed blev vækket af uretfærdighederne og sviget, og jeg lyttede til Eik Skaløes stemme, indtil pladen var alt for ridset til at ville spille et helt nummer.

Atomer der marcherer. Det blev en søn, “Lille Kræn for fred” stod der på et lille skilt i barnevognen da hans forældre stred sig en forårs morgen gennem vinden på strandvejen på vej fra Vedbæk, i march for bedre liv, en bedre fremtid, og fred for atomer. Atomer der lægger grunden for krig og ødelæggelse også når den benyttes fredeligt. Ingen jeg mødte var klar over at også Eik Skaløe var med i de første atommarcher, dengang jeg var en baby, og kunne have ligget i en barnevogn, på vej fra Holbæk til København.

En søn kom til at hedde Eik, måske var det i håbet om at fange en smuk sjæl ? Det skal jeg ikke kunne bedømme selv, men hvis det var, så er det efter min egen mening lykkedes meget godt, personificeret i min egen globetrotter søn, der i sin egen ret er en smuk sjæl.

Men tiden var inde og tiden ændrede sig, langsomt lukkedes verden om de frie ideer, og vi skulle alle ensrette og op i tempo. Eik Skaløe fulgte mig på mine egne rejser, inde i min sjæl var han altid nærværende på trods af at jeg aldrig har haft nogen jordisk chance for at kende ham.

Eller, jo idag fik jeg den chance, skænket mig af Eik Skaløes søster Iben Lassesen i form af en bog med alle hans breve, det er ikke tit at jeg får en bog som jeg bare ikke kan lægge fra mig igen, eller rettere, jeg sidder med den elektroniske udgave da det forekom mig for bøvlet at få en bogbutik til at forstå hvor de kan finde mig.

Breve fra vejen af rågummisåler, er en smuk beretning fra et ind imellem (fornemmer man) ensomt sind, det er ord ekvilibrisme og billeder af uendelig skønhed, jeg vil anbefale den til alle der har et forhold til “the summer of love”. Bogen er kommenteret af Iben Lassesen med en ufattelig kærlighed til sin familie og bogens hovedperson.

Jeg købte min elektroniske udgave ved Saxo, og det ser ud til at jeg nok skal have hældt lidt mere i indkøbskurven der 🙂 Men hvis nogensinde Iben Lassesen skulle finde vej her forbi, så kunne jeg nok synge : La’ mig knæle for din bestjernede fod, og gi’ dig et lotuslæbekys. Tak for denne indsigt

 

 


Tags : barndommen | Eik | Eik Skaløe | musik | nætter | poet | politik |